Aalborgs musikliv skal sparkes i gang med en række koncerter på byens kollegier
Foto: Anders Riishede
Verdensmusik-bandet Pachamama indleder torsdag en række kollegiekoncerter i Aalborg.
Talenter fra det lokale musikliv tager forskud på den genåbnede fremtid med en række udendørs koncerter ved Aalborgs kollegier.
Forårssolen har været fremme, ude-serveringer tillades nu under restriktioner og flere mennesker drister sig ud i gaderne igen... og der kan også anes en kulturel genåbning, lyder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.
Torsdag 22. april starter en række på 45 kollegiekoncerter, hvor lokale talentfulde bands og musikere leverer musik til døren - eller mere præcist - leverer små koncerter i baggårdene ved kollegierne til byens studerende.
Jeg håber, at musikken kan give varme, glæde og lidt fællesskab til de unge, nu hvor vi forhåbentlig ikke er så langt fra ”normale” tilstande igen.
Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune
- Det her er et af de første skridt i genåbningen af vores kulturliv, som vi kender den, lyder det fra Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
- Jeg er glad for, at vi med den her koncertrække aktiverer vores eget lokale musikalske vækstlag og samtidig bringer musikken ud til vores unge studerende, der i høj grad har været afskåret fra både deres normale sociale liv og kulturlivet under nedlukningen, siger han.
- Jeg håber, at musikken kan give varme, glæde og lidt fællesskab til de unge, nu hvor vi forhåbentlig ikke er så langt fra ”normale” tilstande igen, siger Mads Duedahl.
Pachamama indleder
De 45 kollegiekoncerter bliver afviklet fra 22. april til 13. maj.
Torsdag 22. april starter Pachamama festlighederne på Alexander Foss-, Kennedy- og Østerbro Brygge kollegierne.
Pachamama er et world music-band, der består en lang række internationale musikere fra Aalborgs musikmiljø, med det mål at skabe ét fælles sprog: musikken. I alt er der 12 medlemmer i bandet fra 10 nationaliteter. Til kollegiekoncerterne optræder de som en trio.
Pachamama blev startet af facilitator Kenneth Dahl Knudsen, da han bemærkede, at der manglede en global lyd i Aalborg. Heraf opstod idéen til at samle byens udenlandske musikere, som i dag driver Pachamama på egen hånd.
Del af genstartspakke
Koncertrækken er en del af den genstartspakke, som Aalborg Kommune afsatte til aktiviteter for byens unge og studerende.
Koncerterne bliver afholdt efter gældende corona-restriktioner og er derfor lukkede koncerter, der afholdes i baggårdene ved byens kollegier og ungdomsboliger.