En gåtur endte med noget af et chok for Rasmus og hans datter, da de mandag sidst på eftermiddagen pludselig gik gennem isen på Aabybro Sø – selv om Jammerbugt Kommune tidligere havde meldt isen sikker at færdes på.
Datteren gik et par meter foran ham, da Rasmus lagde mærke til, at isen blev mere grødet tæt ved sivene. Han nåede at bede hende gå ind mod land, men få sekunder senere gav isen efter under hende. Da han tog et skridt tilbage, røg han også igennem.
– Det er klart, man får jo noget af et chok, siger Rasmus, der fortæller, at vandet stod dem til mellem navlen og brystet. Han fik skubbet datteren op og kom selv op kort efter.
De bor tæt på søen og kunne gå hjem for at få varmen, men oplevelsen sidder stadig i kroppen.
– Der er heldigvis ikke sket noget, men når man ser nogen gå derude nu, tænker man bare: “Uha, bare der ikke er nogen, der falder i", siger han.
Rasmus ønsker ikke at fremgå med sit fulde navn. TV2 Nord er bekendt med hans efternavn og vælger at bringe artiklen af hensyn til andre, der måtte færdes på søen.
Kommunen målte isen som sikker
Hos Jammerbugt Kommunes Vej og Park forklarer chef Niels Bresemann Jensen, at kommunen havde vurderet isen som sikker på baggrund af målinger tidligere på dagen.
– Vi sendte to folk ud, og de borede 15 forskellige steder. Isen målte 16, 17 og 18 centimeter, siger han.
TV2 Nord har også været ude med reporter og fotograf for at tjekke isen og fandt det hul, som Rasmus udpegede.
Rasmus’ oplevelse overrasker derfor kommunen, der efter hændelsen sendte en medarbejder ud for at finde hullet.
– Vi kunne ikke finde det. Det ligger inde ved kanten i et område med siv, og det er ikke tydeligt. Isen kan være tyndere dér, siger Niels Bresemann Jensen.
Rasmus er ikke uenig i, at isen ofte er tyndere ved siv, men han undrer sig over, at søen blev åbnet, når der stadig var usikre områder.
– Det er jo ikke optimalt, at man melder isen sikker, hvis der stadig er steder, hvor man kan gå igennem. Jeg er mest bekymret for, hvis det er børn, der går i panik, siger han.
Skilte fjernet efter hændelsen
Kommunen har nu fjernet skiltene, der meldte isen sikker. Episoden får Vej og Park til at overveje proceduren.
Niels Bresemann Jensen understreger, at skiltene er placeret dér, hvor der normalt er naturlige stier ude på isen.
– Det er svært at vide, om vi kunne have gjort det bedre. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet, siger han.
Han påpeger samtidig, at der altid vil være en risiko ved at gå ud på isen – også når kommunen har målt den.
– Man skal som borger også være opmærksom. Men vi tager selvfølgelig episoden alvorligt og ser på det igen i morgen, siger han.