Ældreplejen sættes fri i Aalborg: Forsøg med selvstyrende team giver gode resultater

25 kommuner har fået tildelt i alt knap 200 millioner kroner til at arbejde med faste teams i ældreplejen, der selv tilrettelægger deres arbejde. I Nordjylland har Frederikshavn og Aalborg Kommune fået del i pengene.

Dagens opgaver bliver fordelt på morgenmødet hos Team Humlebakken i Aalborg. 

Team Humlebakken er et nyt fast team under hjemmeplejen i Aalborg Kommune, hvori fire medarbejderteams dækker et vist område i Aalborg.

Midlerne fra Ældreministeriet skal bruges til de selvstyrende og tværfaglige teams, som er med til at skabe en mere tryg og stabil ældrepleje. Indtil videre er det det eneste hjemmepleje-team, der deltager i forsøget.

quote Behandlingen er tip top, når de kommer, så der er ikke noget at klage over

Bent Nordstrøm Larsen, pensionist

Til dagens opgaver aftalte Team Humlebakken, at social- og sundhedshjælper Lasse Hede Ditlevsen skulle have selskab af sundhedsplejersken Anette Thomsen, da han skulle hjem til 84-årige Bent Nordstrøm Larsen.

- Der skal sørges for lidt sårpleje hos Bent i dag, og så skal han have støttestrømper på, og derfor giver det god mening at have en sygeplejerske med, siger Lasse Hede Ditlevsen.

Før forsøget med de faste, små teams, var der nemlig langt mellem de forskellige faggrupper. Her skulle en social- og sundhedshjælper for eksempel først have fat på en social- og sundhedsassistent, der derefter kunne ringe til en sundhedsplejerske. 

Nu sidder de alle tre i samme lille team og laver aftalerne med hinanden, inden de kører ud til de ældre.

- Så skulle assistenten forklare nogle problemstillinger, hun jo egentlig ikke kendte til, så det er blevet meget, meget bedre, fortæller Lasse Hede Ditlevsen.

ENG10_0346.MXF.01_10_20_21.Still001
Foto: TV2 Nord

Et ansigt, man kender

Lasse Hede Ditlevsen kommer normalt hjemme ved Bent Nordstrøm Larsen, og det er netop en af fordelene ved det lille, faste team.

Team Humlebakken består af fire medarbejderteams, hvor tre er dagvagter, og et enkelt team har aftenvagten. Fælles for dagvagterne er, at de kun består af cirka otte til ti personer - sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere på et hold.

- Det er beroligende og dejligt, at man ved, hvem de er, og hvordan de reagerer. Og så kan man have det sjovt sammen og sådan, siger Bent Nordstrøm Larsen.

Se indslaget om den friere ældrepleje i Aalborg her:

Forsøg fra Holland

Inspirationen til projektet med de faste hjemmepleje-teams er blandt andet hentet i Holland, hvor en særlig model, Buurtzorg, med succes har gjort op med flere af de traditionelle måder at tænke ældrepleje på. 

Den særlige model har desuden skabt gode resultater, når man måler på tilfredshed blandt medarbejdere, ældre, sygefravær og økonomi. Det skriver TV2.

DE 25 KOMMUNER

  • Allerød

  • Egedal

  • Esbjerg

  • Favrskov

  • Faxe

  • Fredensborg

  • Frederikshavn

  • Frederikssund

  • Glostrup

  • Haderslev

  • Hillerød

  • Holstebro

  • Ikast-Brande

  • Kerteminde

  • Kolding

  • Køge

  • Rødovre

  • Syddjurs

  • Sønderborg

  • Thisted

  • Tårnby

  • Vejle

  • Ærø

  • Aabenraa

  • Aalborg

Forsøget er nu halvvejs i Danmark, og en ny rapport, der gør status på, hvilke erfaringer man har gjort sig i de 25 kommuner, tegner et broget billede. Det fortæller Martin Sandberg Buch, der er projektchef i VIVE, forsker i sundhedsvæsenets organisation og ledelse og hovedforfatter bag rapporten.

- Oversættelsesarbejdet af den mærkelige hollandske ting i en dansk kontekst er godt i gang, og på flere måder er der langt fra Holland til Danmark. Der er 25 kommuner med, og de har 25 forskellige tilgange og forudsætninger til det her, siger han til TV2.

Tilfredshed i Aalborg

Hos Team Humlebakken i Aalborg Kommune er der dog ingen tvivl om, at forsøget med at sætte ældreplejen fri har givet gode resultater. 

I hvert fald hvis du spørger medarbejderne.

- Vi sidder i teamet hver morgen og koordinerer, så vores opgaver passer bedst muligt for hele dagen, og den ældre får den rigtige hjælp - af de rigtige hjælpere - hele dagen, siger sygeplejerske Anette Thomsen.

Men også en del af papirarbejdet skulle være blevet gjort op med. 

- Der er ikke alt det administrative, som vi er vant til at have. Det er fjernet og giver rigtig god mening. Det er meningsfuldt på alle måder – for mig, for borgerne, vi kommer hos, og for samfundet generelt, forklarer Anette Thomsen.

Også Bent Nordstrøm Larsen er mere end tilfreds med den behandling han har fået.

- Den er tip top, når de kommer, så der er ikke noget at klage over. Og hvis den ikke er, så må jeg skælde ud, smiler han.

Senior- og Omsorgsudvalget i Aalborg Kommune behandlede torsdag et forslag om at opskalere netop Team Humlebakken på baggrund af de mange gode tilbagemeldinger. 

Det forslag er nu sendt i høring. 


Seneste nyt

fra Nordjylland