Affaldsstrategi løber tør for poser

Mere end 15 millioner gratis miljøvenlige plastikposer blev delt ud til borgerne i Aalborg Kommune i august i forbindelse med den nye affaldssortering. Nu er der ikke flere poser.

Det var meningen, de mange poser skulle holde i et helt år, men nu efter kun otte måneder er Aalborg Kommune ved at løbe tør for poser, og budgettet er brugt op.

Hver husstand i Aalborg Kommune fik i august måned udleveret 150 af de miljøvenlige poser, der er lavet så de er nemme at lukke, og derfor minimerer risikoen for lugt og skadedyr. Men selvom 150 poser skulle holde et år, er de nu ved at slippe op.  

Spørger man Miljø- og Energiforvaltningen har Kommunen ikke regnet forkert.

- Vi ved jo ikke helt, hvor mange poser, der skal bruges på restaffald. Hjemme i mit køkken, der har jeg stadig to og en halv rulle tilbage. Jeg producerer ikke så meget affald, men så er der andre, der producerer noget mere. Så kan vi jo tilpasse det lidt efter det, hvis vi fortsætter med ordningen, siger Rådmand, Miljø- og Energiforvaltningen, Lasse P. N. Olsen.

Miljø- og energiudvalget i Aalborg Kommune skal nu evaluere ordningen, og tage stilling til, om der skal købes flere plastikposer. 

De miljøvenlige plastikposer koster omkring 15 øre stykket at producere.


Seneste nyt

fra Nordjylland