Alkohol skal fylde mindre ved studiestart

Mindre fokus på alkohol skal gøre, at ingen nye studerende føler sig ekskluderet fra fællesskabet i forbindelse med studiestart.

Omkring 4000 nye studerende på Aalborg Universitet var torsdag morgen samlet på Honnørkajen i Aalborg i forbindelse med studiestarten.

Her blev de nye studerende budt på morgenmad og taler - en tradition, Aalborg Universitet har haft gennem en årrække.

Der er dog også sket ændringer. I år fylder alkohol nemlig mindre end normalt i forbindelse med universitetets studiestart. Tal viser nemlig, at omkring 20 procent af de studerende, der begynder på Aalborg Universitet, ikke drikker, når de begynder på studiet.

- Derfor mener vi, at det godt kan virke ekskluderende, hvis alle arrangementerne har alkohol i fokus. Så vi prøver ved vores studiestart at sige, at det kun skal være et supplement, og at det ikke skal være et krav, at man drikker, siger Nikolaj Rossander Kristensen, som er tutorkoordinator på datalogistudiet.

Magnus Lindholm Rennekamp er en af de nye studerende på det nordjyske universitet, som skal læse datalogi. Han er tilflytter til Aalborg og kan godt mærke, at følelserne er uden på tøjet, når man begynder på et nyt studie.

- Man føler sig lidt nervøs. Der er mange mennesker og mange nye ansigter, siger han.

Kan stadig drikke øl

Tutorkoordinatoren på datalogistudiet fortæller, at der i år er fokus på at skabe sammenhold blandt de nye studerende ved at fokusere på deres fælles faglige interesser frem for at gøre det ved at servere større mængder alkohol.

Frygter du, at fællesskabet ikke bliver lige så stærkt, når man ikke har ølbowling og rusture til at binde folk sammen?

- Det er vores håb, at det bliver det samme, fordi vi har jo stadig en masse hyggelige arrangementer, hvor man kan snakke, hygge og også drikke nogle øl, hvis det er det, man har lyst til. Nu får vi også inkluderet dem, der ikke har lyst til at drikke øl, siger Nikolaj Rossander Kristensen.

Den traditionsrige hyttetur er ikke afskaffet, men ligger lidt senere efter studiestart, end den plejer at gøre. Det sker, i et håb om at de studerende derved kender hinanden bedre, når de tager på tur, så de ifølge Nikolaj Rossander Kristensen ikke presses til at drikke alkohol, fordi de er usikre.

De nye studerende inviteres også på pubcrawl, så de kan lære deres nye studieby at kende, men også her er der sørget for aktiviteter, som ikke presser de studerende til at indtage alkohol.

Nu får vi også inkluderet dem, der ikke har lyst til at drikke øl, siger Nikolaj Rossander Kristensen.

Seneste nyt

fra Nordjylland