Alle tror på sejr trods stort nederlag i Ungarn

Der er stadig optimisme at spore i Aalborg Håndbold trods stort nederlag i den første Champions League-kvartfinale.

Et nederlag mod Veszprem i en heksekeddel af en arena er ingen skam - og selvom nederlaget endte med at være på syv mål har Aalborg Håndbold heller ikke noget at skamme sig over torsdag aften.

Men de har et enormt svært udgangspunkt for næste uges returkamp i Gigantium i Aalborg hvor holdet skal give alt for at gå videre til Final Four-stævnet i Køln.

Det er både direktør Jan Larsen, træner Stefan Madsen og veteran Henrik Møllgaard fuldt ud bevidste om. Men de tror alle på muligheden for at hævne det sviende nederlag.

- Det var ikke det vi håbede på, lyder det fra Jan Larsen efter kampen.

- Vi er dybt skuffede og kunne have gjort det bedre. Det ved vi godt allesammen. Vi vi er også blevet enige om, at det ikke er slut endnu. Det er mange mål, men vi tror på, vi kan gøre det i Aalborg, lyder det videre fra direktøren.

- Lad dem bare tro, det hele er slut. Så kan det være, der lurer en overraskelse i Aalborg.

- Det bliver umådeligt svært

Cheftræner Stefan Madsen er helt på linje med sin direktør. Opgaven er stor og svær - men den er ikke umulig.

- Det bliver umådeligt svært. Det ved vi godt. Der er en stor opgave foran os, lyder det. 

- Vi matcher dem langt hen ad vejen på alle de ting vi gerne vil, men vi har en periode i starten af 2. halvleg hvor vi ikke udnytter vores overtal, vi får lavet for mange tekniske fejl og vi er ikke opmærksomme nok i vores returløb. Og så får de lige nøjagtig slået det hul vi kommer til at jagte resten af kampen, analyserer Stefan Madsen inden han kigger frem mod returkampen, der spilles onsdag i en udsolgt arena.

- Vi skal lige tygge på det her først og lade det bundfælde sig, men jeg kan love dig at vi kommer til at arbejde benhårdt på at hente de syv mål hjemme.

- Vi har alt at vinde nu

Henrik Mølgaard der i torsdagens nederlag blev noteret for et enkelt mål, kalder det både 'sjovt' og 'hårdt' at spille i den heksekeddel de entusiastiske fans skabte omkring de to hold - og stemmen var efter 60 minutters hårdt spil og høj stemmeføring også godt slidt.

- Jeg er ked af vi får forvaltet vores muligheder i kampen som vi gør. Der er for mange fluetegn vi ikke får sat i dag. Der var for meget som vi var forberedt på som vi ikke lykkes med. Der skal vi være skarpere når man spiller på en udebane som den her, forklarer Henrik Møllgaard, der ligesom Jan Larsen og Stefan Madsen tror på en storsejr i Aalborg.

- Vi har alt at vinde nu!


Seneste nyt

fra Nordjylland