Anmeldte to personer for at have angrebet ham med peberspray: Nu er han selv varetægtsfængslet
Foto: Rigspolitiet
En 31-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han tirsdag tilsyneladende udsatte to personer for peberspray i ansigtet. Manden havde selv anmeldt to andre for at være blevet overfaldet, men er nu altså selv anholdt og varetægtsfængslet.
En 31-årig mand kontaktede tirsdag aften politiet og anmeldte, at han i en opgang i Aalborg var blevet udsat for at blive sprayet i ansigtet med peberspray af to personer.
Da politiet ankom til stedet og fandt anmelderen, var der ifølge politiet ingen spor på, at han skulle være blevet angrebet af peberspray. De fandt i stedet to andre personer på stedet, der så ud til at være påvirkede af at være blevet sprøjtet af peberspray.
- Man kan se på deres tøj og øjne, at de ser ud til at være blevet sprøjtet af peberspray. Man kan også se på væggen, at der er stænk af peberspray. Det har man dog ikke fået endeligt bekræftet. Men politiet kender lugten og vurderer, at det er det, det er, oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Stine Eriksen.
De to mænd, som den sigtede mand anmeldte, forklarede til politiet, at det var den omvendte situation, og at det var dem, der var blevet overfaldet af den nu sigtede 31-årige mand.
- Der skulle være tale om, at den sigtede har lavet larm i opgangen, og at de to forurettede beder ham om at dæmpe sig, og i den forbindelse bliver de sprøjtet på med peberspray.
Ifølge Stine Eriksen er der ikke tegn på, at der inden episoden med peberspray skulle have været håndgemæng.
- Som jeg ser det, har den sigtede måske følt sig angrebet eller overfuset verbalt af de to personer, der beder ham dæmpe sig. Måske har han også følt sig provokeret, og derfor vælger han at sprøjte mod dem med peberspray.
Kan se frem til mindst tre måneders fængsel
Ifølge Stine Eriksen vil straffen for episoden ligge på omkring to til tre måneders fængsel, men oplyser, at hvis manden er tidligere straffet for vold eller anden personfarlig kriminalitet vil det tælle op.
- Bliver man ramt i ansigtet, bliver det anset som vold med våben, som giver en del mere, end hvis der havde været håndgemæng, og de havde slået ham. Vi ligger ikke under tre måneder, og min påstand vil formentlig også være højere end det, siger Stine Eriksen.
Manden blev efter dagens grundlovsforhør varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, og manden kærede ikke fængslingen. Stine Eriksen oplyser, at man nu skal i gang med at lave tekniske undersøgelser, blandt andet fordi, den sigtede også har anmeldt de to forurettede for vold.