Ansat blev sigtet for blufærdighedskrænkelser: Nu skifter leder til naboskolen

Carsten Søndergaard skal nu være skoleleder på Vestbjerg Skole i stedet.

Sagen om blufærdighedskrænkelser af skoleelever på Gl. Lindholm Skole har nu fået Carsten Søndergaard til at stoppe som leder på skolen.

En person, som har arbejdsmæssig tilknytning til skolen i Nørresundby, sidder lige nu varetægtsfængslet. Han er sigtet for at have krænket 12 børn i løbet af flere år. Det kom frem i august.

- Efterforskningen vedrører flere sigtelser af blufærdighedskrænkelse mod flere børn på skolen, lød det fra efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi Carsten Straszek.

På det tidspunkt skrev skoleleder Carsten Søndergaard følgende ud til forældrene:

- Vi er på skolen alle meget berørte af sagen, og skolen samarbejder med alle relevante myndigheder.

Har sagt op

Nu har skolelederen så besluttet at sige op i sin stilling per 31. oktober på grund af sagens fokus i pressen. Det fremgår af en besked, som torsdag er sendt ud til alle skolens forældre.

- Som I også ved, har sagen vedrørende en medarbejders mulige blufærdighedskrænkelser gennem længere tid fyldt i pressen og affødt et negativt fokus på skolen - dette i en grad, så jeg på et tidspunkt begyndte at overveje min fremtid på skolen, da jeg på ingen måde ønsker, at min person skal skygge for skolens gode udvikling, skriver den nu afgående skoleleder til forældrene. 

Se hele beskeden til forældrene her:

Kære forældre

Jeg skriver til jer for at orientere om, at jeg pr. 31. oktober 2022 stopper som skoleleder på Gl. Lindholm Skole. Jeg har været enormt glad for at være skoleleder her på skolen, og derfor har min beslutning om at stoppe også krævet mange svære overvejelser. Sammen med den øvrige skoleledelse, skolens dygtige ansatte, og i et frugtbart samarbejde med jer forældre og jeres børn, synes jeg, vi i fællesskab har fået løftet Gl. Lindholm Skole ind i en rigtig god udvikling – noget jeg er virkelig stolt af.

Som I også ved, har sagen vedrørende en medarbejders mulige blufærdighedskrænkelser gennem længere tid fyldt i pressen og affødt et negativt fokus på skolen - dette i en grad, så jeg på et tidspunkt begyndte at overveje min fremtid på skolen, da jeg på ingen måde ønsker, at min person skal skygge for skolens gode udvikling.

Da stillingen som skoleleder på Vestbjerg Skole netop er blevet ledig, har jeg derfor haft samtaler med Børn og Unge om mulighederne for en overflytning. Det er på den baggrund aftalt, at jeg pr. 1. november overgår til at være skoleleder på Vestbjerg Skole.

Selvom jeg er glad for, at der nu er fundet en løsning, som jeg tror bliver god for Gl. Lindholm Skole og for mig personligt, så er det samtidig med stort vemod, at jeg efter mere end otte gode år på Gl. Lindholm nu skal sige farvel til jer forældre, elever, ansatte og det øvrige ledelsesteam. Jeg vil i den forbindelse gerne sige mange tak for godt samarbejde gennem årene og for jeres store opbakning til skolen.

Med venlig hilsen

Carsten Søndergaard
Skoleleder

Carsten Søndergaard skal nu være skoleleder på Vestbjerg Skole i samme kommune fra 1. november. 

- Selvom jeg er glad for, at der nu er fundet en løsning, som jeg tror bliver god for Gl. Lindholm Skole og for mig personligt, så er det samtidig med stort vemod, at jeg efter mere end otte gode år på Gl. Lindholm nu skal sige farvel, skriver han.

I en besked til forældrene på Vestbjerg Skole lyder det, at der har været forudgående dialog med ledelsen og bestyrelsen på skolen inden tiltrædelsen af Carsten Søndergaard som ny skoleleder. Her bakker alle op om beslutningen.

- Jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til den tillid der er givet mig, som kommende skoleleder på Vestbjerg Skole, citeres Carsten Søndergaard i beskeden.

TV2 Nord har forsøgt at få skolelederen i tale om jobskiftet - endnu uden held.


Seneste nyt

fra Nordjylland