Ansat på skole tiltalt for at krænke børn - nu begynder retssagen

Da manden blev varetægtsfængslet, var han sigtet for at krænke 12 børn. Men efter politiet har efterforsket sagen, er antallet steget til 20.

I dag begynder retssagen mod en ældre ansat på en skole i Nørresundby, der er sigtet for at have krænket 20 børn. 

Retten i Aalborg behandler sagen, og da der er navneforbud bliver hverken stillingsbetegnelse, skolen eller den sigtede nævnt med navns nævnelse i pressen. TV2 Nord udgiver løbende informationer fra retten i en liveblog

Ifølge anklageskriftet er der tale om seksuelle overgreb på børn, der var mellem seks til ti år på tidspunktet for overgrebene, som skete i perioden fra 2017 og 2022.

Bortvist fra skole

I 19 af forholdene er manden sigtet for at blufærdighedskrænke børn ved blandt andet at befamle dem, og i et enkelt forhold er han sigtet for voldtægt mod et barn under 12 – men ved et andet seksuelt forhold end samleje. 

Den ansatte blev før sommerferien bortvist fra skolen på baggrund af oplysninger, skolens ledelse havde fået. 

Skolelederen på den pågældende skole forlod i oktober sin stilling for en tilsvarende stilling på en anden skole i samme kommune på grund af sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland