Kattens Værn i Aalborg oplever lige nu et enormt indleveringsboom af katte.
Det er ikke usædvanligt, at nordjyderne skiller sig af med deres kæledyr i begyndelsen af sommerferiemånederne. Men ifølge internatet Kattens Værn i Aalborg har de aldrig før set så mange, som de gør nu.
- Vi venter på, det kommer til at eksplodere. Vi får rigtig mange katte ind, og der kommer endnu flere, siger Didde-Sofie Dalsgaard fra Kattens Værn.
Ind til videre har Kattens Værn i Aalborg modtaget 278 katte. Det er 97 flere end på samme tidspunkt sidste år. Faktisk har de nu så mange katte, at der ikke er plads til flere.
- Vi har på tre dage måtte sige nej til 12 katte. Vi har simpelthen ikke plads til dem, siger Didde-Sofie Dalsgaard og fortsætter:
- Jeg er bare bange for, hvad der sker med de katte. Hvis nu folk skiller sig af med dem på andre og grusomme måder. Det er ikke til at bære.