Arbejdsmarkedsforsker: Flere østeuropæere vil strejke i fremtiden
Foto: Johnni Isaksen (Arkivfoto)
10 litauiske håndværkere nedlagde torsdag deres arbejde, fordi Rectus Byg ikke havde betalt dem løn. En arbejdsmarkedsforsker forklarer, at østeuropæerne er ved at tilpasse sig den danske model, så vi i fremtiden vil se flere lignende strejker.
10 litauiske håndværkere har fået nok af deres arbejdsgiver Rectus Byg, der mangler at udbetale dem både løn, pension og feriepenge. Det fik dem torsdag til at nedlægge arbejdet.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har ikke tidligere hørt om østeuropæere, der strejker, men mener, at vi kommer til at se flere lignende arbejdsnedlæggelser i fremtiden.
- Så snart, østeuropæerne lærer, at det ikke får repressive følger for dem selv at strejke, vil flere af dem nedlægge arbejdet, hvis de bliver uretfærdigt behandlet, siger han.
Henning Jørgensen forklarer, at de udenlandske arbejdere er ved at tilpasse sig den danske model ved at melde sig ind i fagforeningerne og arbejde under overenskomst.
- De er i færd med at integrere sig i systemet. I deres hjemlande melder man sig ikke ind i fagforeninger, og det nytter ikke noget at klage til staten. Men østeuropæerne i Danmark er ved at lære, at man godt kan tillade sig at strejke og protestere, uden at det får konsekvenser, siger Henning Jørgensen.
Arbejdsmarkedsforskeren peger også på, at der er sket et skift hos fagforeningerne, der har fået øjnene op for de mange østeuropæiske arbejdere. 3F har for eksemepl ansat personale, der kan tale rumænsk, så man kan kommunikere med arbejderne.
- De kulturelle og sproglige barrierer er ved at blive overvundet. En større del af østeuropæerne er ved at blive organiseret og melder sig ind i fagforbundene, siger Henning Jørgensen.
Der er 120.000 registrerede østeuropæiske arbejdere i Danmark, og flere af dem melder sig nu ind i fagforbundene.
For eksempel er der sket en stor stigning i antallet af østeuropæere meldt ind i 3F. 750 flere østeuropæere har meldt sig ind i fagforbundet siden 2015.