Augusta og Valdemar får sjælden fødselsdag: - Der bliver nok lidt ekstra fejring

Klokken 9:29 kom tvillingerne Augusta og Valdemar til verden i Aalborg - den 29. februar.

Lørdag sagde kalenderen 29. februar. En dato, der kun optræder en gang hvert fjerde år - i skudår.

Og hver gang, datoen optræder, er der nye verdensborgere, der får den som fødselsdato.

Således også i år hvor man klokken 9:29 på Aalborg Universitetshospital kunne byde tvillingerne Augusta og Valdemar velkommen til verden. Her blev de taget ved kejsersnit - tre uger før deres mor Laura Degn egentlig havde termin.

- Venner og familie havde sagt til os, at det ville være typisk, hvis de kom på præcis den her dag, så vi havde da tænkt på, at det kunne ske, fortæller tvillingernes far Martin Degn som TV2 Nord mødte på Aalborg Universitetshospital få timer efter, de var kommet til verden.

144 store 1-årige

Der er 144 børn på fire år som i dag kunne fejre deres første fødselsdag. Det er de børn som kom til verden den 29. februar 2016 ifølge Danmarks Statistik. Lidt færre end de 170, der blev født på en gennemsnitlig dag i 2016, men langt flere end de kun 107, der blev født 25. december 2016 - den dag, der var mindst at lave på landets fødegange.

Og nu er det så Augusta og Valdemar, der må vente fire år på at fejre deres første rigtige fødselsdag:

- Fremover bliver det den 1. marts, men det er klart, at hvert fjerde år, bliver der nok lidt ekstra fejring, fortæller Martin Degn.


Seneste nyt

fra Nordjylland