Babyboom giver problemer i Aalborg

Aalborg Kommune oplever i disse år et mindre babyboom. Men på neonatalafsnittet på Aalborg Universitetshospital har de svært ved at finde plads til de nybagte forældre.

Katrine Mikkelsen fra Nørresundby fødte i begyndelsen af september to tvillingedrenge seks uger før terminen. Fordi drengene blev født for tidligt, blev hun og hendes nyfødte sønner efterfølgende indlagt på neonatalafsnittet på Aalborg Universitetshospital.  Men det var en temmelig stressende oplevelse at være nybagt mor på afsnittet, der behandler for tidligt fødte og syge nyfødte.

- Vi var jo fire mennesker på samme stue. Så der var ikke rigtig tid til at falde ned igen ovenpå at være blevet mor, fortæller hun til TV2 Nord.

Katrine Mikkelsens historie er dog langt fra unik. Der har nemlig været rigtig travlt på Neonatalafsnittet den seneste tid. I løbet af den seneste måned har der til tider været indlagt op til 30 børn af gangen, på trods af at afsnittet kun har plads til 20. Det svarer til en overbelægning på 50 %, og det er noget, både mødre og personale har mærket.

quote Det betyder, at børnene skal ligge lidt tættere, at personalet skal arbejde længere tid, og så skal vi også arbejde hyppigere.

Pia Sønderby Christensen, Overlæge på neonatalafsnit på Aalborg Universitetshospital.

- Det betyder, at børnene skal ligge lidt tættere, at personalet skal arbejde længere tid, og så skal vi også arbejde hyppigere, fortæller overlæge på afdelingen, Pia Sønderby Christensen.

Travlheden skyldes især, at Aalborg Kommune i disse år oplever et mindre babyboom. Faktisk er antallet af fødsler i kommunen steget med næsten 10 % siden 2013, og flere børn betyder automatisk også, at flere fødes for tidligt og derfor skal indlægges på neonatalafsnittet, der så bliver yderligere presset.

- Det er særligt forældrene, det går ud over. Deres rammer er selvfølgelig mere pressede lige for tiden, når de er hos os. Men jeg vil gerne understrege, at alle børn får den pleje, de skal have, fortæller Pia Sønderby Christensen.

På grund af overbelægning har Aalborg Universitetshospital været nødt til at sende flere af afsnittets mest raske børn til børneafdelingen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring de seneste to måneder. Det skete også for Katrine Mikkelsen og hendes tvillinger.

- Det har været meget bedre at komme til Hjørring. Der er mere ro her, fortæller Katrine Mikkelsen.

Fortsætter antallet af børn med at vokse i Aalborg, kan neonatalafsnittet dog blive tvunget til at sende børn, der ellers er raske nok, endnu længere væk end til Hjørring, fortæller Pia Sønderby Christensen.

- Vi har endnu ikke haft brug for det, men vi har et rigtig godt samarbejde med Skejby Sygehus. Selvom det selvfølgelig ville være en yderligere belastning for forældrene, så er det en mulighed, hvis vi pludselig mangler pladser til de intensivt syge børn.

Katrine Mikkelsen behøver dog ikke at frygte, at hun skal ud af regionen med sine tvillingerne. Efter fire uger i Hjørring håber hun at komme hjem med drengene, på fredag.

- Det bliver rigtig godt. Det er jo det, man helst vil, slutter hun.

I alt har neonatalafsnittet på Aalborg Universitetshospital sendt 12 børn og deres forældre til Børneafdelingen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring de seneste to måneder.


Seneste nyt

fra Nordjylland