Bæredygtig mad: Eleverne hiver selv salaten op af jorden

EU-projekt giver elever fra Klarup Skole praktisk og teoretisk undervisning i bæredygtig fødevareproduktion og madlavning.

Adskillige skoleelever var onsdag i sving med at lave mad både ude og inde hos restaurant Alimentum i Aalborg, hvor de skulle lære om bæredygtig madkultur.

Eleverne kom til dels fra 8. klasse på Klarup Skole, men der var også elever på besøg fra Slovenien.

De er alle med i EU-projektet Gastro & Sustain, hvor de skal lære om, hvordan de bedre udnytter lokale råvarer og tænker bæredygtighed ind i madlavningen. Men de skal også lære om spisevaner, der både er sunde for den enkelte og for klimaet.

Gastro & Sustain

  • "Gastro & Sustain" er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Klarup Skole og Alimentum samt to slovenske skoler (Primary School Trebnje og GRM Novo Mesto) og en spansk skole (I.E.S Pablo Sarasate). 
  • Samarbejdet er kommet i stand med hjælp fra NordDanmarks EU-kontor.
  • Projektet bygger videre på "Bæredygtighed og Gastronomi" fra 2018-2020, hvor en række 8. klasser samarbejdede med otte lokale restauranter og Tech College Aalborg.
  • De unge skulle blandt andet lave en ret af fødevarer, som var tæt på udløbsdatoen. Samtidig fik de en smagsprøve på, hvad det vil sige at være kok og tjener.
  • Erasmus+, som er EU's program for uddannelse, ungdom og idræt, har givet 2.643.000 kr. til projektet, der løber frem til 31. november 2024.

Laver noget andet mad end sædvanligt

På Klarup Skole er madkundskab et af de mest populære fag, så de er glade for at være med i EU-projektet, hvor der også deltager elever fra Spanien.

- Det er megafedt at være med til at lave mad og en megasej oplevelse at lave noget andet mad, end vi plejer – og også at være på Alimentum. Det er jo ikke et sted, man kommer til hverdag, siger Nanna Østergaard Nielsen, der er elev i 8. klasse på Klarup Skole.

I dag skal nogle af eleverne lære at lave en pastaret, og et andet hold skal lave saftevand.

Nanna Østergaard havde onsdag travlt med at rense grøntsager sammen med de andre elever, der deltager i projektet.
Nanna Østergaard havde onsdag travlt med at rense grøntsager sammen med de andre elever, der deltager i projektet.
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord

Godt venskab med slovenske elever

Nanna Østergaard Nielsen og hendes kammerater var i fuld sving med at rense grøntsager, og da projektet, som eleverne er med i, også handler om bæredygtighed, har de været med ude og se, hvor grøntsagerne kommer fra.

- Vi har talt om, at vi gerne vil bruge lokale råvarer, så der ikke er så meget transport. Og så var vi ude og samle grøntsagerne, siger Nanna Østergaard Nielsen.

Nogle af eleverne lavede hjemmelavet saftevand med bæredygtige ingredienser.
Nogle af eleverne lavede hjemmelavet saftevand med bæredygtige ingredienser.
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord

Hun synes, at det er spændende at samarbejde med de slovenske elever, der er på besøg, også selv om al kommunikation foregår på engelsk.

- Vi har fået snakket rigtig meget sammen, så det er et godt venskab, vi har fået, siger Nanna Østergaard Nielsen.

Til efteråret tager eleverne fra Klarup til Spanien og får også besøg af de spanske unge. Og i foråret 2023 besøger Klarup det slovenske køkken, der er en kombination af delikatesser fra Middelhavet og Centraleuropa.
Til efteråret tager eleverne fra Klarup til Spanien og får også besøg af de spanske unge. Og i foråret 2023 besøger Klarup det slovenske køkken, der er en kombination af delikatesser fra Middelhavet og Centraleuropa.
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord

Skal passe på naturen

Kokkeelev hos Alimentum Frederik Kvist Frederiksen havde travlt med at lave saft sammen med nogle af eleverne. 

Og han synes, at det er spændende at lave mad sammen med eleverne, især da projektet handler om bæredygtighed, hvor der er fokus på råvarerne, og hvor tingene kommer fra, og hvordan man passer på naturen og lever sammen.

quote Jeg håber, at det her kan inspirere til at få nogle af dem ind i køkkenet senere hen i livet

Frederik Kvist Frederiksen, kokkeelev, Alimentum

- Det er vigtigt for os at formidle de her ting, vi går og laver, til unge mennesker. Der er jo ikke mange af de unge, der kommer herind og spiser. Det er tit forældrene eller bedsteforældrene, der kommer ind til os, så det er superspændende at have med unge mennesker at gøre og lære dem lidt af det, siger Frederik Kvist Frederiksen, som nok mente, at han havde et par tricks til de unge om, hvordan man både laver og koger pasta.

- Jeg håber, at det her kan inspirere til at få nogle af dem ind i køkkenet senere hen i livet, slutter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland