01:43

Video: Stefan Kjærgaard

Blinde overset i Aalborg: Fodgængerovergange mangler signallyde

Flere midlertidige lyskryds langs Boulevarden i Aalborg mangler at afgive signallyde, så blinde og svagtseende ved, hvornår der er grønt. Det gør hverdagen usikker for Børge Andersen, der er blind.

Et gigantisk vejarbejde er lige nu igang på den centrale vej Boulevarden midt i Aalborg. Der skal gøres plads til den nye såkaldte BRT-løsning +Bus.

Byggeprojektet har sat flere lysreguleringer på Boulevarden og dens sidegader ud af drift, og de midlertidige lysreguleringer virker ikke - i hvert fald ikke, hvis man er svagtseende eller blind.

Det er hverdagen for Børge Andersen fra Aalborg, som nu også oplever, at der ved lyskrydsene mangler et lydfyr, som giver klart signal, når lyset er grønt.

- Som det er nu, så er jeg lukket inde. Jeg kan ikke komme ned i byen, jeg kan ikke komme over Danmarksgade, og jeg kan ikke komme over Boulevarden, siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet..

De midlertidige lysreguleringer har både rødt og grønt lys som normaltseende kan navigere efter, men lydfyret, der påmonteret giver kun lyd, når der er rødt lys - ikke når der er grønt. Foto: Stefan Kjærgaard

Børge Andersen mener ikke, at han bare kan gå uden om - hvor skal jeg så krydse gaden, spørger han retorisk. Derfor har han flere gange kontaktet Aalborg Kommune for at få velfungerende lydfyr sat op, så han kan krydse gaden uden at tage chancer eller være nødsaget til at spørge andre om hjælp. 

- Jeg føler mig jo sådan set tilsidesat, som om at der er lige meget, jeg kan bare være derhjemme. Jeg har jo også en hverdag, jeg skal have til at fungere. Jeg vil ikke bare sidde derhjemme og høre lydbøger.

Kommunen vil se nærmere på en løsning

Der er gået en måned siden Børge Andersens første henvendelser, men der er endnu ikke sket noget. Børge Andersens henvendelser er ikke nået frem til den ansvarlige ved kommunen, lyder det fra stadsingeniør Svend Erik Pedersen.

- På mandag vil jeg forsøge at følge op på det og høre om der findes en teknisk løsning på det. Det kan jeg ikke svare, om der gør, på nuværende tidspunkt, men det vil jeg i hvert fald undersøge - om vi kan gøre et eller andet bedre, så vi også sikrer fremkommelighed for de svagtseende og de blinde.

Hvordan kan det være, at man ikke har tænkt over, at der også skal være fungerende lydfyr på et midlertidigt lyskryds?

- Der har nok ikke været et fokus på lige det element. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at vi får en henvendelse omkring, så vi kan få kigget på det, siger han.

Dansk Bildesamfund: Det er et stort problem

Dansk Blindesamfunds afdeling i Aalborg, der har omkring 600 medlemmer fordelt i fem kommuner bekræfter, at dårlige lydfyr kan være til stor gene for deres medlemmer.

- Man kan ikke gå over gaden, så skal man vente og følges med nogen eller have nogen til at hjælpe sig med det, hvis ikke der er lydfyr på. Det er et enormt stort problem, siger formand i lokalafdelingen, Frode Fich.

Frode Fich understreger, at foreningen har et godt samarbejde med Aalborg Kommune. Han fortæller, at han på foreningens vegne vil tage kontakt til kommunen på mandag, for at få problemet løst.

Børge Andersens førerhund hjælper ham i trafikken, men uden et velfungerende lydfyr kan han altså ikke komme sikkert over gaden. Foto: Stefan Kjærgaard

Tilbage på Boulevarden står Børge Andersen, der skal over gaden med sin førerhund. Han håber, at der nu vil ske noget, så han bevæge sig sikkert uden for lejligheden lige i nærheden af Boulevarden. Men han er ikke helt tilfreds med Svend Erik Pedersens svar.

- Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Det må jeg nok sige. Jeg er totalt lukket inde, det kan jeg ikke helt acceptere, siger han.