Bogaktuel ultraløber: Stine Rex løber ud med sine egne bøger
Hun er Danmarks bedste ultraløber og løber længere i løbet af en enkelt uge, end de fleste af os gør på et helt år. Nu er aalborgensiske Stine Rex så bogaktuel, og når man som Stine Rex løber til stort set alt - så synes det jo næsten oplagt også at levere bøgerne iført løbesko.
Aalborgensiske Stine Rex løber dagligt op til fire timer. Nu bruger hun en del af sin træningstid på at levere sin aktuelle bog lige til døren, når hun får en bestilling - sammen med en håndskreven, personlig hilsen.
Hun er Danmarks bedste ultraløber og løber længere i løbet af en enkelt uge, end de fleste af os gør på et helt år.
Nu er aalborgensiske Stine Rex bogaktuel, og når man som Stine Rex løber til stort set alt - så synes det jo næsten oplagt også at levere bøgerne iført løbesko.
- Jeg har løbet bøger ud til blandt andet Sæby, Aabybro, Hjallerup og så på vej til Hals, men dér farede jeg vild, så jeg måtte ringe til Dan (Stines mand, red.) og bede ham køre mig, siger ultraløberen med sit karakteristiske lunefulde smil.
Bogen er skrevet i et bogstaveligt talt løbende samarbejde med forfatter Heidi Egeberg Johansen, der også selv er ivrig løber med 130 maraton bag sig.
De to har talt sammen over telefonen under adskillige løbeture, mens samtalerne blev båndet - og sådan blev løbeture til ord og senere en inspirerende bog.
- Jeg løb to timer hver dag med høretelefoner i, og her snakkede jeg med Heidi, fortæller Stine Rex.
Slog flere rekorder i ét løb
Selv om Stine Rex nu har skrevet bog 'Gør det Simpelt' om løb for nybegyndere, så er hun det langt fra selv.
I foråret satte ultraløberen den danske rekord for 48-timers løb for både Norden og Europa samt slog den danske rekord for mændene - altsammen i samme løb, hvor hun tilbagelagde 384 kilometer på en godt to kilometer lang rundstrækning i Fårup Sommerland.
Et løb, TV2 Nord fulgte intenst på alle platforme.
Se Stine Rex sætte flere rekorder i løbet i Fårup Sommerland:
Med bogen ønsker Stine Rex at motivere andre til selv at trække i løbeskoene.
- Tit har man en masse drømme, men mange gange tager man ikke skridtet og udlever sin drøm, så det her er en fortælling om, hvordan jeg tog chancen, og så er det faktisk lykkedes for mig, siger hun.
En af dem, som nu har købt hendes bog for at lade sig inspirere, er indehaver af garnbutikken Skabagtig i Aalborg, Katrine Bødker.
- Det er dejligt inspirerende at se et 'bud' komme løbende med en bog, der handler om løb, fortæller hun.
Mød den mere private Stine Rex i portrættet her:
Deltager i verdens hårdeste løb
Drømmen om at udleve livet som ultraløber kommer også til at tage Stine Rex rundt i verden igen i år.
- Jeg skal til Badwater i USA (verdens hårdeste ultraløb, red.), hvor jeg skal løbe 217 km i Death Valley, og så skal vi til Grækenland til Spartathlon (verdens mest prestigefyldte ultraløb, red.) og til VM i 24-timers løb, siger løberen, der stadig efter så mange kilometer i benene elsker sit løb.
Stine Rex træner løber i øjeblikket mellem to og fire timer om dagen.
Hun løber ofte om morgenen, inden hendes to børn står op - og løber derudover til alle sine aftaler i løbet af dagen.