Bompenge i lufthavnen: Flere taxaer bliver væk
Aalborg Lufthavn har adopteret bompenge-systemet fra Københavns Lufthavn.
Et nyt bompenge-system skulle lokke flere taxaer til Aalborg Lufthavn, men paradoksalt nok har systemet tilsyneladende den modsatte virkning.
I flere år har passagerer fra Aalborg lufthavn stået forgæves og ventet på en taxa, fordi der ikke har været et overblik over behovet af taxaer.
For at løse dette problem har Aalborg Lufthavn for nyligt indført et såkaldt bompenge-system, som skal skabe et overblik over, hvor mange taxaer der allerede er ved lufthavnen og hvor mange flere, der er behov for på det pågældende tidspunkt.
Men denne løsning giver andre problemer, mener taxachaufførerne.
For at finansiere det nye system, koster det nemlig 10 kroner i bompenge, hver gang en taxa skal hente en kunde i lufthavnen. Dette gebyr må taxachaufførerne dog opkræve fra kunderne, men det ændrer ikke på, at vognmændene og deres chauffører er rasende.
Det er noget humbug. Jeg synes ikke, at man skal tage penge fra folk, for at de bliver hentet et bestemt sted.
Thea Hytting, taxachauffør
- Det er noget humbug. Jeg synes ikke, at man skal tage penge fra folk, for at de bliver hentet et bestemt sted, siger taxachauffør Thea Hytting.
Siden TV2 Nord i december sidste år fortalte om bompengesystemet, har Trafikstyrelsen nu tilladt, at chaufførerne må sende gebyret på de 10 kroner videre til taxakunderne.
- Det løser ikke problemet. Jeg bryder mig ikke om at stå overfor kunden for at indkassere de der 10 kroner, siger taxavognmand Erik Vork.
Boycotter lufthavnen
Taxachauffør Thea Hytting er så rasende over det ekstra gebyr, at hun sammen med en håndfuld andre chauffører helt har droppet at samle passagerer op i lufthavnen.
Nu nøjes hun med at sætte passagerer af i lufthavnen.
- Jeg er træt af, at de 10 kroner ikke kommer mig til gode også, men at det er lufthavnen, der får noget ud af det, siger Thea Hytting.
Først den dag bompengesystemet bliver afskaffet, vil Thea Hytting igen samle passagerer op i Aalborg Lufthavn.
- Jeg får jo heller ikke 10 kroner, hver gang jeg sætter en passager af i lufthavnen, siger hun sarkastisk.
Ifølge direktøren for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, så er bompenge-systemet, der er taget i brug for en måneds tid siden, dog ikke indført for at lufthavnen skal lave en guldrandet forretning ud af det.
- Vi må slet ikke tjene på systemet, og en gang om året skal vi aflægge et regnskab. Hvis otte kroner plus moms er for meget, så sætter vi prisen ned. Men hvad vi næsten ikke tør sige, er, at vi muligvis også kan blive nødt til at sætte prisen op, siger Søren Svendsen.
Prognoser virker ikke
Bompenge-systemet indebærer også, at taxaerne får prognoser fra lufthavnen direkte ud i bilerne på, hvor mange flypassagerer der er at køre med, og hvornår de ankommer.
- Vi har aldrig fået nogle prognoser, der kan bruges til noget som helst, siger taxachauffør Peder Buchwald.
Lufthavnsdirektøren indrømmer, at prognoserne endnu ikke virker optimalt.
- Vi har kun arbejdet med at lave de her prognoser i få måneder, så det bliver om et års tid, forudser Søren Svendsen.
Gratis for personbiler
Der er næsten lige så mange kritikpunkter af det ny bompengesystem, som der er taxachauffører i Aalborg. Men én anden ting, der går igen er det, at det er gratis for personbiler at parkere i lufthavnen, men altså ikke længere for hyrevognene.
- Det er vores levebrød det her, og folk kan parkere lige så tosset, som de vil. Jeg forstår det ikke, siger Thea Hytting.
- Hvorfor er det kun taxaer, der skal betale. Det må være en fejl det her, supplerer taxachauffør Mujeldin Arrifey.
Lufthavnsdirektør Søren Svendsen forsvarer sig med, at også biludlejningsfirmaerne betaler for at være i lufthavnen.
Aalborg Lufthavn har adopteret bompenge-systemet fra Københavns Lufthavn.