LIGE NU:

Syv personer evakueret efter brand i Aalborg

Søndag eftermiddag blev Tropic Suns solcenter på Danmarksgade i Aalborg varmere end vanligt. Selvom stedet er vant til høj UV-stråling, så kom det nok alligevel som et chok, da der opstod en mindre brand i bygningen.

Klokken 15:02 modtog Nordjyllands Politi en henvendelse om brand på Danmarksgade i Aalborg.

Nordjyllands Politi har haft en patrulje ude ved branden, og Nordjyllands Beredskab er ligeledes til stede. Branden er opstået i solcentret Tropic Sun.

 

Brandårsagen er fortsat ukendt, men kan måske være startet i noget affald. Der laves en brandundersøgelse på stedet i forsøget på at klarlægge brandårsagen.

Spredte sig ikke til lejligheder

Oven over solcentret ligger der nogle lejligheder. Branden har dog ikke spredt sig til disse, men syv personer er alligevel blevet evakueret i opgangen af sikkerhedsmæssige årsager. Vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen udtaler, at der ikke er nogle tilskadekomne som følge af branden, og ydermere fortæller han, at slukningsarbejdet er slut.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord