Brøndby-fan vækker opsigt på nordjysk arbejdsplads - kolleger ryster på hovedet

Hun er modig, siger kollega hos Beierholm.

De blå skjorter med tilhørende blazere var fredag skiftet ud med alverdens fodboldtrøjer hos medarbejderne i revisionsvirksomheden Beierholm. 

Firmaets godt 200 medarbejdere i Aalborg havde for tredje år i træk valgt at støtte op om Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag, Fodboldtrøjefredag.

Og er der noget, der deler vandene, så er det, hvilket hold man holder med. Trods det havde Heidi Vinther ikke nogle betænkeligheder ved at troppe op i sin gul-blå Brøndby-trøje.

- Det er da, fordi jeg selvfølgelig holder med Brøndby. Så kan man kun tage den på, lød det fra Brøndby-tilhængeren, der er controller hos Beierholm i Aalborg.

- Ikke i Aalborg, indskød kollegaen og AaB-fanen Lærke Hedemann Guldbæk prompte med et smil på læben, mens hun rystede på hovedet.

Selvom de to kolleger langt fra er enige om, hvilket hold der er værd at holde med, så kunne de sagtens sidde ved siden af hinanden i kantinen, hvor der i dagens anledning på bedste fodboldmanér blev serveret stadionplatte.

Se indslaget herover.

Indsamlede tusindvis af kroner

På ledelsesgangene var der også plads til drillerier. Og gik man med en drøm om en forfremmelse, burde man formentlig tænke sig en ekstra godt om, inden man besluttede, hvilken trøje man iførte sig. Der var nemlig mulighed for at score billige point hos ledelsen. 

- Det giver sig selv. United på trøjen og AaB i hjertet, så kommer man langt. Der er selvfølgelig nogen, der ikke er lige så kloge som andre, om dem må vi så se, om vi kan lære op, indtil vi har seancen igen næste år, sagde Henrik Bjørn, der ledende partner i Beierholm Aalborg, spøgefuldt.

Om Fodboldtrøjefredag

Konceptet er simpelt: Tag en fodboldtrøje på, mobilepay et valgfrit beløb til Børnecancerfonden og del gerne et billede på de sociale medier under #FodboldtrøjeFredag.

Danske Spil er initiativtager og har udviklet Fodboldtrøjefredag til fordel for og sammen med Børnecancerfonden. Børnecancerfonden modtager alle donationer fra Fodboldtrøjefredag med støtte fra Danske Spil. 

Hele det indsamlede beløb går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde og forskning i børnekræft. Fodboldtrøjefredag er Børnecancerfondens årlige indsamlingsdag – altid den første fredag i marts.

Initiativet startede i 2019. I 2023 blev der samlet fire millioner ind.

Beierholm har omkring 40 afdelinger landet over. De er cirka 1900 medarbejdere på landsplan, og mellem drillerierne valgte en masse også at donere penge til Børnecancerfonden.

De ledende partnere havde valgt at doble det beløb op, som medarbejderne donerede. Ved 14-tiden stod det klart, at virksomheden kunne sende godt og vel 181.000 kroner af sted til Børnecancerfonden, hvilket er 29.000 mere end sidste år.

Mandag er det igen hverdag, og forhåbentlig er det gode kollegaskab intakt.

Revisor Claus Træholt Bak, der ligesom Lærke Hedemann Guldbæk er AaB-fan, lagde dog ikke skjul på, at han ikke var begejstret for at se en Brøndby-trøje på gangene.

- Det var en modig beslutning, men hvis der bliver taget en almindelig skjorte på igen på mandag, så er det okay, sagde han med et grin.


Seneste nyt

fra Nordjylland