Christinna og Melanie reddede 21-årig fra druknedød: - Vi kunne ikke sove
Foto: Jeppe Hostrup
Melanie Lassen (tv) & Christinna Findinge Jensen (th).
Veninderne Christinna Findinge Jensen og Melanie Lassen fra Nørresundby reddede natten til fredag en 21-årig mand fra druknedøden i Limfjorden.
For veninderne Christinna Findinge Jensen og Melanie Lassen skulle torsdag aften være en helt almindelig fredelig aften.
Så ser vi, at han ligger i vandet.
- Christinna Findinge Jensen, Redningskvinde.
De to veninder fra Nørresundby kunne ikke sove, så de valgte ved tre tiden natten til fredag at gå en tur. Langs Limfjorden ved de gamle spritfabrikker gik de to veninder og tog billeder ud over havnen.
- Så hører jeg, at der er nogen, der kalder. En, der råber om hjælp. Vi går ned og kigger, og så ser vi, at han ligger i vandet, siger Christinna Findinge Jensen.
Jeg får ham guidet hen til en stålkant, så jeg kan hive ham op.
- Christinna Findinge Jensen, Redningskvinde.
I vandet ser Christinna og Melanie en 21-årig mand. Manden har samme aften været i byen og af ukendte årsager er han faldet i Limfjorden.
- Mens Melanie ringer efter en ambulance, får jeg ham guidet hen til en stålkant, så jeg kan hive ham op, siger Christinna Findinge Jensen.
De to veninder lykkedes med at få den 21-årig mand hevet op på land. På land kan de konstatere, at manden er meget nedkølet.
- Det var måske kun et spørgsmål om få minutter fra, at han ikke var blevet reddet, sagde vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen til TV2 Nord tidligt fredag morgen.
Så nedkølet, at han ikke kunne tale
Ifølge Nordjylland Politi var den 21-årige mand så nedkølet, at han næsten ikke kunne sige noget, da han kom op på land. Derfor reagerede Melanie og Christinna også hurtigt, da de fik manden op på land.
Det var måske kun et spørgsmål om få minutter.
- Per Jørgensen, Vagtchef, Nordjyllands Politi.
- Han virker som om, han er i chok. Sammen får vi ham i læ, og han får vores jakker og Melanies strømper på, fortæller Christinna Findinge Jensen.
Da ambulancen kom frem til de to veninder og den 21-årige mand, blev manden varmet grundigt op og efterfølgende kørt til tjek på Aalborg Universitetshospital.
Takket være Christinna og Melanie har den 21-årige mand det efter omstændighederne godt.
Hør Christinna og Melanie fortælle om deres redningsaktion: