Corona tvinger dyrepark i knæ: Aalborg Zoo lukker ned for gæster

Alle dyrene bliver dog sikret mad og pasning, da dyrepasserne arbejder i forskellige 'coronasikrede' teams.

Statsminister Mette Frederiksens udmelding tirsdag aften omkring det nye forbud mod at samles mere end 10 mennesker får nu også konsekvenser for hele Nordjyllands dyrepark.

Aalborg Zoo lukker komplet ned for alle besøgende frem til 31. marts.

Det skriver parken i en pressemeddelelse.

- Vi følger ligesom alle andre nøje med i de anbefalinger, der kommer fra myndighederne. Som følge af den seneste udmelding fra regeringen vedrørende tiltag mod CoVID-19 er Aalborg Zoo derfor midlertidigt lukket for publikum indtil 31. marts. Der vil fortsat være personale i haven for at passe dyrene.

Til TV2 Nord forklarer salgs- og kommunikationschef Søren Sørensen, at man løbende har fulgt regeringens anbefalinger – og derfor også ser sig nødsaget til helt at lukke.

quote - Det er svært at sige nu, hvor meget vi kommer til at miste i indtægter. Det gør allerede lidt ondt nu, og hvis lukningen så også strækker sig henover påsken, bliver det rigtigt kritisk for os, for her starter vores sæson for alvor.

Søren Sørensen, salgs- og kommunikationschef, Aalborg Zoo

- Vi kan jo have svært ved at garantere, at der ikke samler sig mere end 10 mennesker i parken, og derfor agerer vi efter forsigtighedsprincippet. Men det er en hård beslutning, for vi har jo traditionelt set altid haft åbent – jeg kan ikke mindes, vi har haft lukket, udover måske under en snestorm, siger han.

På de sociale medier har nogle borgere kritiseret, at børn og voksne har kunne lege tæt sammen på havens legeplads i den forgangne uge, hvor der ellers også fra regeringens side var fokus på at holde afstand.

Alligevel mener Søren Sørensen ikke, at man har handlet uansvarligt.

- Vi har fulgt retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og allerede lukket de steder ned, hvor folk normalt står tæt – butikken, alle husene og fodringerne. Og så kunne vi også se, at vi kun havde få hundrede gæster hver dag, som alle var søde til at holde afstand ved indgangen, så vi mener, det har været forsvarligt, siger han.  

Dyrepasserne arbejder forskudt 

Aalborg Zoo forsikrer om, at dyrene fortsat bliver plejet og får mad. Her har man siden første melding om karantæne i sidste uge taget ekstra forholdsregler om inddelt dyrepasserne i forskellige sektioner, der arbejder på forskellige lokationer i parken.

- Så risikerer vi ikke, at de smitter hinanden. For skulle der opstå en smittet i en sektion, kommer dén i karantæne, og så har vi stadig andre dyrepassere til at tage over, forklarer Søren Sørensen.

Ligesom landets øvrige oplevelsesparker forventer man også i Aalborg Zoo, at lukningen vil få økonomiske konsekvenser.

- Det er svært at sige nu, hvor meget vi kommer til at miste i indtægter. Det gør allerede lidt ondt nu, og hvis lukningen så også strækker sig henover påsken, bliver det rigtigt kritisk for os, for her starter vores sæson for alvor, oplyser salgs- og kommunikationschefen.

Han er i samarbejde med den øvrige ledelse ved at se på alternativer til, hvordan man i Aalborg Zoo kan begrænse tabene.

Besøg Aalborg Zoo i ventetiden

Mens du venter på, at dyreparken åbner, kan du komme med bag kulisserne. I en ny programserie i anledningen af Aalborg Zoos 85 års fødselsdag har TV2 Nord besøgt dyrepasserne.

Se første afsnit ud af otte her:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland