Dagen bliver mindet med alsang: - Det er en pligt at deltage
TV2 Nord sendte live fra alsangsstævnet på Gammeltorv i Aalborg, hvor vi blandt andre talte med Lissy Jakobsen.
Danmarks første alsangsstævne fandt sted i Aalborg 4. juli 1940. Onsdag eftermiddag kunne alle igen synge med ved alsang.
Flere hundrede mennesker mødte onsdag op på Gammeltorv i Aalborg, hvor de stod med hvide sanghæfter i hænderne og sang med ved dagens alsang.
Sammen mindedes de, hvad der skete 4. maj 1945, hvor de tyske tropper overgav sig, og dermed var fem års tysk besættelse endelig slut.
Og ifølge en af de kvinder, der deltog i alsangsstævnet, er det en pligt at møde op sådan en dag som i dag.
- Fordi vi stadig skal glæde os over, at befrielsen er ovre, og vi kan komme ud allesammen. Så vi burde alle komme og være med til fællessang, siger Lissy Jakobsen fra Aalborg.
Det betyder alt for Lissy at synge med
Det første alsangsstævne fandt faktisk sted i Aalborg. Det skete helt præcist i Skovdalen 4. maj 1940. Her deltog cirka 1500 mennesker, hvor de sang fædrelandskærlige sange i protest mod den tyske besættelse.
Alsangsstævnerne fortsatte særligt under de første år af den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945. Og det er blandt andet derfor, at det betyder en hel del for Lissy Jakobsen at deltage i dagens alsang.
- Det betyder rigtig meget. Det betyder det hele. Det er en glæde ved, at man kan komme ind og synge sammen. Det er virkelig en fornøjelse, siger Lissy Jakobsen
Hvad er alsang?
- Det første alsangsstævne i Danmark blev afholdt i Aalborg den 4. juli 1940. Det foregik i Skovdalen og tiltrak 1500 deltagere, som sang fædrelandskærlige sange i protest mod den tyske besættelse.
- Alsangsstævnerne blev meget populært i løbet af sommeren 1940. 1. september 1940 blev der afholdt et landsdækkende alsangsstævne. Alene i Aalborg deltog 30.000 mennesker på Budolfi Plads.
- 4. maj 2020 – på 75-årsdagen for befrielsen – skulle der have været afholdt Alsang i hjertet af Aalborg. Men grundet coronapandemiens forsamlingsforbud blev det aflyst.
Jytte husker tydeligt sit første alsangsstævne
Under Tysklands besættelse af Danmark voksede alsangsstævnerne større, og ved et af arrangementerne deltog hele 30.000 mennesker.
Èn af dem, der deltog, var fem-årige Jytte Thestrup fra Nørresundby. I 1940 stod hun sammen med sine forældre og sang ved et af stævnerne, og hun husker stadig tydeligt, hvordan det var.
Siden dengang har hun deltaget i tre alsangsstævner, og de oplevelser sætter hun pris på.
- Det har været rigtig godt og nostalgisk, fordi jeg kan huske, hvordan det var første gang, jeg deltog som fem-årig, siger Jytte Thestrup.
Hun håber og tror ikke på, at alsangsstævnerne nogensinde forsvinder ud af den danske kultur.