Dansk Rideforbund modsiger Helgstrand: - Man kan sagtens være ordentlig, selvom det er eliteniveau
Bestyrelsesmedlem i Dansk Rideforbund Jørgen Mertz er ikke enig i flere af Andreas Helgstrands argumenter.
- Det bliver jo farligt i det øjeblik, man ikke fortæller, hvem der bestemmer. Så tager den her hest lige så stille overhånd. Og så kan det i hvert fald gå galt.
Sådan lyder nogle af ordene fra Andreas Helgstrand i TV2 Nords sports podcast Tredje Halvleg, hvor han fortæller om de voldsomme billeder, der kom frem i Operation X-programmet 'Hestemilliardærens Hemmeligheder'.
Men netop denne holdning er Jørgen Mertz, der er medlem af Dansk Ride Forbunds bestyrelse, slet ikke enig i.
- Jeg synes ikke, at heste er et stort, vildt og farligt dyr, for vi vænner dem til at være sammen med mennesker fra de er føl, derfor har de også en tillid til, at vi er venlige væsner overfor dem, pointerer han og fortsætter.
- Man kan sagtens stadig være en god kammerat med sin hest, selvom den går på eliteniveau. Det er jo den samme pasning og opmærksomhed, vi skal give hestene uanset hvilket niveau, de konkurrerer på, påpeger han.
Jørgen Mertz har siddet Dansk Rideforbunds bestyrelse i 19 år, og har været næstformand i 11 år, blandt andet mens Ulf Helgstrand sad som formand.
- Får ikke lov til at være heste
Og netop pasningen og opmærksomheden er også noget, som den tidligere groom og medvirkende i Operation X påpeger, da TV2 Nord snakker med hende.
- Hos Helgstrand står hestene i en boks i 22 timer, og så er de lige ude at ride en til to timer. Så mange af de hormoner, de har i kroppen, og den ekstra energi, som kan gøre dem vilde, kommer jo også, fordi de ikke kommer ud og får lov til at være heste, påpeger hun.
Desuden pointerer den tidligere ansatte, at hestene hos Helgstrand Dressage ifølge hende bliver presset for meget og for hurtigt i en alt for ung alder.
- Hesten har også brug for tid. De vokser til de er omkring seks til syv år. Andreas Helgstrands heste er under rytter fra de er nærmest to år og bliver pakket sammen fra start. Man kan lave de samme dygtige heste på længere sigt med andre metoder, men det kommer til at tage længere tid, og det bliver dyre at lave dem og opnå de samme resultater, pointerer Camilla Christensen.
Uden at forholde sig til de konkrete overstående holdninger, har Andreas Helgstrand selv konstateret i Tredje Halvleg, at der har været fejl og mangler i forhold til hestenes velfærd, og at man nu arbejder på at forberede flere tiltag.
- Lederens ansvar
Desuden fortalte Andreas Helgstrand også i Tredje Halvleg, at grunden til at sådan en form for hård ridning kunne ske, skyldtes at man ikke havde været tæt nok på tingene.
Dog er Jørgen Mertz klar i spyttet, når det kommer til det argument.
- Når man er leder i en virksomhed, så har man selvføgelig ansvaret for alt personale, og så må man jo vejlede dem, hvis de har misforstået opgaven eller den måde, som den skal løses på, afslutter han kontant.