De danske mestre forstærker offensiven med svensker
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
De danske ishockeymestre fra Aalborg Pirates forstærker offensiven med svenske Victor Rollin Carlsson.
Han har tidligere noteret sig for 86 point i 80 kampe i den bedste danske ishockeyrække, og i den kommende sæson skal svenske Victor Rollin Carlsson forsøge at sætte endnu flere point på tavlen i de danske ishockeyarenaer.
Den 32-årige svenske forward har nemlig indgået en aftale med de forsvarende danmarksmestre fra Aalborg Pirates, som han tørner ud for i næste sæson.
- Med Victor på plads på holdkortet, så får vi en stærk tovejscenter, der arbejder godt hjem af banen, men også har flere gode offensive kvaliteter, som vi kommer til at gøre brug af i løbet af sæsonen. Han bliver en vigtig brik i vores powerplay, hvor han både kan smide den maskerede pasning, men også selv sende pucken på mål, siger Aalborg Pirates' sportschef Ronny Larsen.
Drømmer om guld
Victor Rollin Carlsson spillede i 2019/20-sæsonen for Herlev Eagles og optrådte i den efterfølgende sæson for SønderjyskE. Det seneste år har han spillet i polsk ishockey, hvor han lavede 51 point i 47 kampe for Unia Oswiecim, der endte som sølvvindere.
- Aalborg Pirates er et powerhouse i dansk ishockey og har de seneste mange altid været med helt i toppen. Jeg har endnu ikke vundet det danske mesterskab, hvilket selvsagt er den største årsag til at jeg har valgt Aalborg, fortæller Victor Rollin Carlsson om baggrunden for klubskiftet.
I Aalborg er der store forventninger til klubbens nye spiller.
- Senest Victor var i Danmark havde han en skadesplaget sæson i SønderjyskE, men han er fit for fight og klar til kamp. Da Victor kom til Danmark tog han Metal Ligaen med storm sammen med Johan Skinnars og Brett Thompson hos Herlev Eagles, og vi synes, at vi har spillertyper på holdet, der matcher dem, så vi kan få det maksimale ud af Carlsson, siger Ronny Larsen.
Victor Rollin Carlsson kommer til at spille med nummer 10 i den kommende sæson.