De 'hemmelige' atleter: Frivillige får DM-ugen til at spille max
Tusindvis af frivillige er altafgørende for en glat afvikling af DM-ugen i Aalborg.
En event som DM-ugen ville aldrig kunne blive til noget, hvis det ikke var for de 3.000 frivillige. De sørger for, at atleterne kan præstere på højeste niveau - hver dag.
De laver alt lige fra at slæbe tunge ting og til at feje tennisbaner.
En af dem er Jens Eric Strudsholm, der hjælper med at gøre banerne klar i Aalborg Tennis Klub.
- Jeg har interesseret mig for tennis hele mit liv. Nu hørte jeg, der skulle være DM, og så synes jeg, det var sjovt at være med. Så kunne jeg gøre både en frivillig indsats, og få set noget god tennis, fortæller han.
Hvad er DM-ugen?
DM-ugen er et nationalt sportsevent, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.
Det kaldes også et slags mini-OL på dansk grund.
Der deltager 3.400 atleter.
De dyster i 40 forskellige sportsgrene.
DM-ugen afvikles fra onsdag 21. juni til søndag 25. juni.
Kilde: DIF
Møder nye mennesker
Aalborg Tennis Klub får hjælp fra 60 frivillige under DM-ugen.
- Jeg er vist nok det, der hedder et servicemenneske. Derfor er det ikke noget, jeg tænker så meget over. For mig er det meget naturligt dét med at være frivillig og give et nap med, påpeger Jens Eric Strudsholm.
Og et frivilligt 'nap' giver heldigvis også gode oplevelser for den, der hjælper til.
- Så møder man en masse mennesker, og man møder også nogle, som har den samme interesse som en selv. Der er meget hygge forbundet med det også, siger Jens Eric Strudsholm.
Gør datter stolt
I Skansen i Nørresundby hjælper frivillige med at slæbe grej ind i svømmehallen. Godt 145 frivillige skal de næste dage sørge for, at alt klapper til de danske mesterskaber i svømning.
- Min datter er svømmer, og jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe klubben. Det er noget specielt. Min datter bliver også stolt af mig, når jeg hjælper, siger Domenica Russo.
Han er en af de ialt 3.000 uundværlige frivillige.
- De er afgørende for, at vi kan holde et arrangement som DM-ugen. I det hele taget er hele frivilligheden i dansk foreningsliv en urkraft for det, vi gør i foreningslivet, pointerer formanden for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp.
VIDEO: Mød Fortuna-talent, der er med i DM-ugen: