Dyrepasser skal vinde Ruti og Pals tillid: - Det tager lang tid
Det kræver mere tid end forventet i Aalborg Zoo, når de to nye orangutangers tillid skal vindes.
Aalborg Zoo har selv kaldt deres nye orangutanganlæg for et af de bedste i verden.
Der er også kommet to nye beboere, men foreløbig har hverken dyrepassere eller orangutanger vænnet sig til hinanden. Tillid er nemlig ikke noget, man lige opnår fra en orangutang.
- Den proces tager bare lang tid. Det gør det bare, og jeg skal nok være ærlig og indrømme, at jeg er nok også blevet lidt overrasket over, hvor lang tid det tager. Det er virkelig en tålmodighedskrævende proces, siger dyrepasser Kenneth Alsing Madsen.
Tillid tager tid
De to orangutanger, hunnen Ruti og og hannen Pal, ankom i juli fra henholdsvis Ungarn og Spanien. Deres nye hjem er et nyrenoveret udeanlæg i Aalborg Zoo.
- Jeg er sådan lige så stille i gang med de første spæde skridt henimod at begynde at arbejde med dem og træne med dem igennem hegnet. Hvis vi skal håndtere vores dyr ordentlig, så skal vi kunne komme tæt på dem, forklarer Kenneth Alsing Madsen.
En af de ting, der har udfordret tilliden mellem dyrepasser og orangutanger, er lågerne til indeanlægget. I starten af opholdet i Aalborg blev lågerne lukket, mens orangutangerne var indenfor. Det gav med det samme en frygt hos de store dyr for at blive lukket inde.
- Hvis der er noget, som vi er kede af at have, så er det orangutanger, der bliver lukket inde eller ude, så lige nu er vi i den proces, hvor vi prøver at skabe tryghed og ro omkring, når der bliver kørt med de her automatiske låger, fortæller dyrepasseren.
Orangutangen Pal er 13 år gammel og kommer fra en zoo i den spanske hovedstad, Madrid. Hannen har en uheldig vane med at lave pruttelyde eller spytte efter dyrepasseren, hvis den ikke får sin vilje.
Det skete under interviewet med Kenneth Alsing Madsen:
Zoos nye avlsdyr
Planen er, at Ruti og Pal skal være Aalborg Zoos nye avlsdyr. De bliver først lukket sammen, når begge er helt trygge ved anlægget.
- Det går lige så stille i den rigtige retning. Det er bare små skridt, og så engang imellem er det tre skridt baglæns, slutter Kenneth Alsing Madsen
En orangutang tilhører flokken af menneskeaber, der er de pattedyr, der rent genetisk er tættest på os mennesker. Faktisk har en orangutang 97 procent arvemasse til fælles med vores race homosapiens.