Efter to måneders ventetid: Enevoldsen har fundet ny klub
Foto: TV2 Nord
Thomas Enevoldsen scorer til 1.0 mød Brøndby på flot hovedstød.
30-årige Thomas Enevoldsen vender tilbage til hollandsk fodbold med en et-årig kontrakt med NAC Breda.
Thomas Enevoldsen sagde farvel til AaB i juni, og siden har fodboldspilleren ikke gjort meget væsen af sig, mens han ledte efter en ny klub. Drømmen var at komme til USA, men sådan gik det ikke helt.
Nu er brikkerne nemlig faldet på plads for den 30-årige eks-AaB'er, og Thomas Enevoldsen vender tilbage til hollandsk fodbold. Han har tidligere spillet for FC Groningen, denne gang skal han tørne ud for NAC Breda, skriver Breda på sin hjemmeside.
- Det er gået meget hurtigt de seneste par dage, og jeg er glad for at være kommet til NAC Breda. Det er en klub, som imponerede mig, da jeg senest var i Holland, og atmosfæren på stadion var altid god. Der er en masse unge spillere her, og jeg vil gerne give noget erfaring videre. Jeg håber også, jeg kan bidrage med mine offensive kvaliteter, siger Thomas Enevoldsen til klubbens hjemmeside.
Foreløbig har Enevoldsen skrevet under på en et-årig kontrakt med Breda. Første træning med holdet får han på mandag.