Efter Mikkel Hansen signing: Aalborg Håndbold melder udsolgt af sæsonkort

500 ekstra sæsonkort blev sat til salg i lørdags for at imødekomme den store interesse for at se Mikkel Hansen fra næste sæson. Allerede mandag formiddag var de alle udsolgte.

På bare to dage melder Aalborg Håndbold udsolgt af en ekstra portion sæsonkort, der blev sat til salg efter nyheden om, at Mikkel Hansen fra næste sæson skal spille for Aalborg Håndbold.

Fra lørdag morgen kunne man købe sig en regelmæssig plads på lægterne, da Aalborg Håndbold solgte 500 nye sæsonkortbilletter til næste sæson. 

Men allerede mandag formiddag var de alle udsolgte.

- Vi har en fantastisk opbakning fra vores supportere, men det overstiger alligevel mine forventninger, siger Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold.

quote Med den interesse, der er tonet frem nu, ville det da absolut være belejligt at få flere pladser

Jan Larsen, direktør, Aalborg Håndbold

Det var ifølge direktøren ikke tilfældigt, at den ekstra portion sæsonkort blev sat til salg bare to dage efter, at nyheden om Mikkel Hansens kommende skifte blev offentliggjort.

- Der er en afsindig stor interesse for Mikkel Hansen, og det har også sat gang i en stor efterspørgsel på billetter, siger han.

Flere pladser i hallen

Aalborg Håndbold vandt Danmarksmesterskabet i 2020, og har leveret en stabil sportslig præstation de seneste årti. Hele fem mesterskaber er det blevet til siden 2010. Derfor kigger direktøren også på muligheden for at udvide kapaciteten til Aalborg Håndbolds hjemmekampe.

- Der er heldigvis rigtig mange, der gerne vil se håndbold i Aalborg, og der bliver nok ikke færre interessede, når Mikkel kommer til klubben. Så det giver mening, at finde ud af, hvordan en mulig udvidelse af tilskuerkapaciteten ville se ud, siger Jan Larsen til TV2 Nord og fortsætter:

- Det er da klart, at med den interesse, der er tonet frem nu, ville det da absolut være belejligt at få flere pladser.

Indtil videre er der dog ikke en eneste tilskuer, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekampe, da coronarestriktioner forbyder publikummer til indendørs sportsarrangementer. 

- Vi håber på, at myndighedernes vaccineplan holder, og vi alle har fået en vaccine til sommer, så vi kan åbne op og få stemning tilbage i hallen, siger direktør, Jan Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland