Efterlyst 86-årig blev fundet i kælder under plejecenter
Foto: Arkiv
Det var en medarbejder på plejecenteret Riishøjcentret i Aalborg, som søndag aften fandt den mandlige beboer, som tidligere på dagen var forsvundet fra centeret.
En 86-årig mand blev søndag aften efterlyst af Nordjyllands Politi. Manden var forsvundet fra plejecenteret Riishøjcentret i Aalborg og nåede at være efterlyst i flere timer, før han blev fundet søndag aften ved 22.45-tiden.
- Jeg lykkelig over, at han er blevet fundet. Man når at tænke det værste, når en beboer er forsvundet, og det er den værste situation, man som plejepersonale kan stå i. Derfor er jeg glad for, at historien endte godt, siger Henriette Lerche, leder af Riishøjcentret i Aalborg.
Det var en af medarbejderne på plejecenteret, der fandt den 86-årige mand.
- Hun mødte ind til sin nattevagt og fandt manden i kælderen under plejecenteret, siger Henriette Lerche.
Manden har formentlig aldrig forladt Riishøjcentret, men der nåede at blive sat gang i en større efterforskning for at finde ham. Den 86-årige forsvandt søndag eftermiddag, og personalet på plejecenteret reagerede hurtigt på, at han var væk.
- Der er en handleplan, som bliver sat i værk, når en beboer forsvinder, og den er blevet fulgt til punkt og prikke. Personalet informerer mig og begynder at lede efter manden og får underrettet de pårørende. Da manden ikke bliver fundet hurtigt, melder vi ham savnet, siger Henriette Lerche.