Efterlyst for hjemmerøveri: Mistænkt har nu meldt sig selv
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
En formodet gerningsmand til et groft hjemmerøveri blev torsdag efterlyst. Nu har manden meldt sig selv.
Opdateret 14/6 2019 klokken 16.18: Den efterlyste har meldt sig selv til Nordjyllands Politi og vedkommendes navn er derfor fjernet fra den nu opdaterede artikel.
Nordjyllands Politi efterlyste torsdag en 26-årig mand mistænkt for at have udført et groft hjemmerøveri 5. marts på en adresse i Aalborg.
Nordjyllands Politi valgte at efterlyse den mistænkte med navn og billede, og sidenhen har manden altså meldt sig selv til politiet.
- Det er korrekt, at manden har meldt sig selv, og han bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag, siger Bruno Brix, vagtchef hos Nordjylland Politi.
Personen meldte sig fredag eftermiddag kort før klokken 14. Af samme årsag har Nordjylland Politi fjernet mandens navn og billede fra efterlysningen.
Manden er efter fredagens grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Anklagemyndigheder på Twitter.
Retten i Aalborg: 26-årig mand varetægtsfængslet i 4 uger sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed begået den 5. marts i år./KFR #anklager
— Nordjyske anklagere (@NjylAnklagere) 14. juni 2019