Eftersøgt 25-årig mor og barn kan være på Sjælland
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi efterlyser mor, der er stukket af med sin lille datter.
Nordjyllands Politi mener, at efterlyst kvinde og hendes barn kan opholde sig på Sjælland.
To dage før jul efterlyste Nordjyllands Politi en 25-årig kvinde fra Eritrea, der var stukket af med sit barn på bare halvandet år fra morens adresse i Aalborg. Politiet mener ikke, kvinden kan tage vare på sin datter, og derfor blev hun efterlyst.
Kvinden er fra Eritrea, og det er lederen af politiets efterforskning, politikommissær Carsten Straszek, der oplyser, at efterforskerne formoder, at kvinden har taget ophold på Sjælland med barnet, formentlig sammen med personer fra Eritrea.
Barnet – en pige på halvandet år – har været tvangsanbragt hos en dansk plejefamilie, siden hun var en måned gammel, og det var i forbindelse med et overvåget besøg med de biologiske forældre på en institution, at kvinden forsvandt sammen med barnet. Faderen blev anholdt kort efter.
- Det er myndighedernes opfattelse, at kvinden ikke kan tage forsvarligt vare på barnet. Derfor opfordrer vi indtrængende kvinden til at melde sig til os. Og sidder nogen inde med oplysninger i sagen, må de også gerne kontakte os, siger Carsten Straszek.
Nordjyllands Politi opfordrer til, at man ringer til politiet på 114, hvis man har oplysninger i sagen.
SIGNALEMENT:
Den efterlyste kvinde hedder Ezwti Ghebrehiwet Tkue, er 25 år, eritreansk afstamning, kort mørk afrohår – benytter parykker, almindelig til robust af bygning, gravid 6. måned, ca. 168 cm. høj.
Barnet er en pige, Elyana Aron Mussie, taler dansk, halvandet år gammel, eritreansk afstamning, mørkt afrohår, højde ca. 90 cm., vægt ca. 11 kg. multiallergiker og derfor medicinkrævende. Kaldenavn: Ellie.
På tidspunktet for deres forsvinden var den 25-årige kvinde iført lysbrun/beige tynd let vatteret ¾ overgangsjakke med bindebånd og løbesko, mens pigen var iført lyslilla strømpebukser, lyslilla langærmet trøje af mærket pomp de lux, lyslilla kjole med sølvglimmer af chiffon af mærket pomp de lux.
Det er dog ikke sandsynligt, at de på nuværende tidspunkt er iført dette tøj.