Ekspert advarer efter asbest-afsløring: - Kan være med til at give kræft

Selv om det er velkendt, at asbestfibre er kræftfremkaldende ved indånding, og der derfor er strenge krav til, hvordan materialet skal håndteres og deponeres, er der ingen tilsvarende kontrol med det drikkevand, der løber igennem gamle eternitvandrør. Og det bekymrer eksperter.

Det har i årtier været kendt, at det kan være livsfarligt at indånde asbestfibre. Eksperter har i lige så mange år været klar over, at de mikroskopiske mineraler også er sundhedsskadelige at indtage.

Indtagelse af asbestfibre kan blandt andet lede til forskellige typer af kræft i fordøjelsessystemet. 

Det fortæller professor Arthur Frank, læge og ekspert i folkesundhed ved Drexel University i Philadelphia i USA, i en ny artikel om den skjulte trussel fra tusindvis af kilometer gamle, og stadigt aktive, eternitvandrør, der forsyner Europas befolkning med drikkevand. 

Den danske ekspert Jakob Hjorth Bønløkke, der er Cheflæge og forskningsansvarlig ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, bakker op om den bekymring.

- Det er ikke kun dét at indånde det, men også at indtage det - det ved vi kan være sundhedsskadeligt, og at det giver en risiko for at udvikle kræft. Så det formoder vi også er tilfældet med drikkevand. 

- Det er kun et spørgsmål om, hvor store koncentrationer der er i vandet, og hvor mange år man er udsat for det.

FAKTABOX ASBEST

• Asbest er et naturligt forekommende mineral, som har været anvendt i mere end 100 år i alt fra madrasser, fliseklæb og rørisolering til gulv- og loftsplader, ventilationskanaler, vandrør, tagplader og meget mere. I 1950’erne var der sågar en amerikansk cigaretproducent, der brugte det i cigaretfiltre.

• I Danmark var asbestfibre i flere årtier et meget populært byggemateriale på grund af dets isolerende og brandhæmmende egenskaber.

• I 1972 blev det forbudt at bruge asbest eller asbestholdige produkter til termisk-, støj- og fugtisolering.

• I 1980 blev det forbudt at bruge asbest bortset fra i asbestcementprodukter, bremsebelægninger, pakningsmaterialer, lejeforinger og elektromotorer.

• I 1986 blev det forbudt at bruge asbest i alle andre cementprodukter end asbestcementbølgeplader “B5” og “B9”. Man måtte desuden stadig bruge det til bundne pakningsmaterialer, bremsebelægninger, lejeforinger og elektromotorer.

• Fra 1993 og frem til 2005 har kun ganske få typer produkter som bundne pakningsmaterialer, lejeforinger og enkelte friktionsbelægninger været undtaget fra forbuddet.

Kilde: Arbejdstilsynet m.fl.

Hundredvis af kilometer eternitvandrør i Danmark – Aalborg topper listen

I Danmark har de 75 største vandforsyningsselskaber godt 1100 kilometer eternitvandrør, der stadig er en del af drikkevandsforsyningen. 

Aalborg Forsyning er det selskab i landet, der har flest: godt 150 kilometer vandrør er gamle eternitrør. Det viser en opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som TV2 Nord har fået aktindsigt i.

Og selv om produktionen af asbestholdige materialer har været forbudt i EU i næsten 20 år, så er der stadig masser af farlige materialer i vores bygninger – og altså også i vandrørene.

Men i lige så høj grad som der er grænseværdier for partikler i luften og arbejdsmiljølovgivning, der regulerer hvordan materialet håndteres, lige så lidt er der fokus på de gamle vandrør nede i jorden. 

Det har aldrig været testet, om der er asbestfibre i det danske drikkevand. Det bekræfter Miljøstyrelsen overfor TV2 Nord.

Se indslaget om asbestvandrør herunder: 

Livsfarlig opbygning

Jakob Hjorth Bønløkke har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at forske i asbest, og den måde de mikroskopiske mineraler bevæger sig rundt i kroppen på. Det er netop dét, der er problemet med asbestfibre: kroppen har svært ved at udstøde dem igen – i stedet bevæger de sig igennem og rundt om celler og membraner.

- Asbest er formet som nåle. Og i stedet for at blive runde, når de nedbrydes, så knækker de af i mindre og mindre nåle. Og i stedet for at sætte sig på tværs, som man måske kunne forestille sig, så glider de med luftstrømmen og blodstrømmen langt ud i de allermindste områder i kroppen, indtil de ikke kan komme længere. 

- Og så sætter de sig fast der. Og så er de sværere for vores krop at nedbryde, fordi de er mineralske. Men kroppen vil prøve det, og det kan føre til det, vi kalder inflammation, betændelsesreaktioner, som i sidste ende kan være med til at starte kræft.

Han er enig med sin amerikanske kollega i, at det er bedre at være på den sikre side, og fjerne vandrørene, i stedet for at vente.

- Vi ved, at vandrørene har en begrænset levetid. Vi ved ikke, om de udleder asbest, når de er intakte, men vi ved, at de gør det, når de går i stykker. Jeg synes, det er en god idé at gøre det i tide, i stedet for at vente på, at de får skader, og vi opdager, at der er et problem, slutter Jakob Hjorth Bønløkke.

Den internationale undersøgelse af udbredelsen af eternitvandrør, som TV2 Nord har været en del af, er støttet af Journalismfund Europe.

JFE_Logo

Seneste nyt

fra Nordjylland