Energipark skal være mindre efter protester
I det oprindelige projekt skulle Energipark Aalborg have produceret strøm til 180.000 husstande årligt.
Der skal opstilles både færre solceller og lavere vindmøller i Energipark Aalborg i forhold til den oprindelige ansøgning fra Eurowind Energy. Sådan lyder det nu i et nyt forslag.
Efter mere end 1900 indsigelser og 1200 protestunderskrifter mod projektet, blev det i december 2021 besluttet at lave et reduceret alternativ til den planlagte Energipark Aalborg.
Det er nu gjort, skriver Nordjyske.
Området med solceller bliver i den nye plan reduceret fra 520 hektar til 350 hektar, mens man mindsker højden på de 19 vindmøller fra 170 meter til 150 meter.
Sidstnævnte sker på opfordring fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, da vindmøllerne på 170 meter ville være et problem for flysikkerheden og indflyvninger til Aalborg Lufthavn.
Utilfredshed blandt borgere
Blandt kritikerne er der fortsat ikke opbakning til projektet, selvom det bliver mindre end forventet.
- De behandler deres borgere som om, vi er ikke eksisterende.
- Hvis energiparken bliver dette nye forslag, er det stadig skammeligt. Simpelthen så frækt.
- Det er så minimal en forbedring, at den ikke er til at få øje på.
Sådan lyder det blandt andet i Facebook-gruppen 'Borgergruppe mod Energipark Aalborg', hvor projektet diskuteres flittigt.
Flere borgere brokker sig over, at de ikke er blevet hørt om ændringerne, men rådmand Jan Nymark Thaysen (V) fra By og Land i Aalborg Kommune fortæller i gruppen, at næste skridt i processen bliver udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg, der begge skal i høring.
Der bliver altså rig mulighed for både at gøre indsigelse og komme med idéer til udformningen af det reviderede projekt.
Mindre strømproduktion
Det reducerede projekt betyder, at der vil blive produceret 25 procent mindre strøm end i det oprindelige projekt. Det svarer til cirka 42.000 husstandes strømforbrug.
Reduktionen skyldes hovedsageligt, at vindmøllernes højde går fra 170 til 150 meter.
- Med alt det strøm, som vi blandt andet regner med at skulle bruge på Nordjyllandsværket og i samfundet generelt med den grønne omstilling, hvor flere og flere skal over i elbiler, så kommer det bare til at kræve et væsentligt større strømforbrug, end vi har haft før hen.
- Det skal vi prøve at løse, men det er klart, når man justerer ned nogen steder, må man kompensere andre steder, siger rådmand Jan Nymark Thaysen (V), formand for By- og Landskabsudvalget, til Nordjyske.
By- og Landskabsudvalget mødes torsdag for at godkende, at der igangsættes en planlægning og miljøkonsekvensrapport på det reducerede forslag.