Enorm arkæolog-regning stopper fornyelse i Nibe: Gammel købmandsgård må forfalde

En entreprenør i Nibe fik et chok, da han blev præsenteret for et budget på næsten tre millioner kroner til arkæologer.

Tegninger og byggetilladelser er på plads. Peter Nielsen, indehaver af Nibe Entreprenør & Transport, er klar til at bygge seks rækkehuse i Nibe, men nu er hele planen gået i stå, fordi der også skal afses næsten tre millioner kroner til arkæologiske udgravninger på byggepladsen. Et beløb, der er ved at vælte entreprenøren omkuld

- Jeg troede det var løgn, da jeg fik overslaget fra Aalborg Historiske Museum. Jeg er vant til at betale store beløb til arkæologiske udgravninger og kunne godt forestille mig, at den her udgravning midt i Nibes gamle bykerne måske kunne løbe op i 300.000 eller 400.000 kroner, men tre millioner kroner kan jeg slet ikke overskue, siger Peter Nielsen.

Stig Bergmann Møller, museumsinspektør på Aalborg Historiske Museum, har regnet arkæologprisen ud.

- Det er mange penge, og jeg kan godt forstå chokket hos Peter Nielsen, men vi kan som museum ikke se på, at 2000 kvadratmeter fortid så at sige bliver kørt ud over kanten, uden at der bliver fortalt noget historie først. Der er blandt andet fundet stolper, rester af huse, brønde og latriner på grunden. Bykernerne i de gamle købstæder er spækket med ting nede i jorden, som vi er nødt til at gennemgå, når der skal renoveres, graves eller bygges nyt, siger museumsinspektøren.

quote Jeg kunne godt forestille mig, at den her udgravning midt i Nibes gamle bykerne måske kunne løbe op i 300.000 eller 400.000 kroner, men tre millioner kroner kan jeg slet ikke overskue

Peter Nielsen, indehaver, Nibe Entreprenør & Transport

En ny lov fra 2003 bestemte, at det nu er bygherren og ikke staten, der skal betale for udgravninger.

- Herefter er der stort set blevet gravet efter alt. På mig virker det som et tagselvbord for private bygherrers regning, siger Peter Nielsen.

Entreprenøren føler sig låst fast, fordi han kun kan klage til den person i kulturstyrelsen, som har været med til at godkende gravebudgettet. Udgiftsposten til arkæologer betyder nu, at en af Nibes gamle, markante købmandsgårde med tilhørende gårdhave må gå i forfald. Bygherren har ikke råd til oldtidsudgravningen, så Strandgade 12 med den gamle købmandsgård og gårdhave får lov til at forfalde.

- Der er ingen anden udvej. Jeg kan ikke betale flere millioner kroner til arkæologer for at få lov til at opføre seks rækkehuse. Jeg tror ikke engang, at ansatte på et museum vil betale en halv million kroner ekstra for et rækkehus, fordi nogen har garvet i jorden, siger Peter Nielsen.

quote Vi kan som museum ikke se på, at 2000 kvadratmeter fortid så at sige bliver kørt ud over kanten, uden at der bliver fortalt noget historie først.

Stig Bergmann Møller, museumsinspektør, Aalborg Historiske Museum

Det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen har også svært ved at begribe millionregningen i Nibe

- Gravelysten er unægteligt blevet stor, efter at der kan graves på private bygherrers regning. Jeg vil tage en snak med kulturministeren, for der er behov for en revurdering af den nuværende model. Der er noget helt galt, når et attraktivt byområde som det her nu skal ligge og forfalde, siger Preben Bang Henriksen.

Ifølge Peter Nielsen venter en ny udgift på en million kroner til arkæologarbejde, når hovedhuset skal bygges om.

MINISTER: - JEG ER OPMÆRKSOM PÅ PROBLEMATIKKEN

Kultur- og Kirkeminister Mette Bock (Liberal Alliance) havde torsdag ikke mulighed for at stille op til interview, men i en skriftlig kommentar anerkender hun, at der er et problem på området.

- Jeg er meget opmærksom på problematikken omkring de private bygherres situation, og jeg er naturligvis altid lydhør over for gode forslag, skriver ministeren, der dog ikke mener, det er en gangbar løsning at rulle regelændringerne tilbage.

- Jeg mener ikke, løsninger er, at staten skal påtage sig en større økonomisk del af de private bygherres udgravninger. Vi må kigge i andre retninger.

 

 
 
Foto: Torben Lykke Larsen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland