Enorm opbakning: Aalborg Zoo har fået donationer på 700.000 kroner
Foto: Aalborg Zoo
Den 4. marts kiggede Maliks to isbjørneunger ud til verden i Aalborg Zoo for første gang.
På bare en weekend har Aalborg Zoo modtaget donationer på knap 700.000 kroner.
Aalborg Zoo kan igen juble. På få dage er der tikket knap 700.000 kroner ind til den nordjyske dyrepark, efter de spurgte på Facebook, om folk havde lyst til at støtte dem.
- Vi er dybt taknemmelige over den enorme opbakning. Vi ved jo, det er en svær tid for alle, og alligevel har så mange valgt at støtte os. Det er virkelig rørende og en uvurderlig opmuntring for os alle i Zoo, siger Henrik Vestergaard Johansen, der er direktør i Aalborg Zoo.
Rutsjebanetur for Aalborg Zoo
Det har været noget af en rutsjebanetur for den zoologiske have. Efter at have været lukket på grund af coronakrisen, fik haven lov af Rigspolitiet til at åbne 1. maj. Men så satte regeringen sig imod.
I stedet satsede zoo på at åbne 14. maj. Men fase to af genåbningen forhindrer en åbning af zoologiske anlæg før 8. juni.
En rystende og uforståelig besked, lød det fra Aalborg Zoos direktør, da TV2 Nord talte med ham umiddelbart efter meldingen torsdag aften.
Men nu er der igen smil at spore ved direktøren, efter at zoo har modtaget donationer fra mere end 11.500 mennesker. Alene søndag blev der samlet 623.000 kroner ind.
Mange private har taget initiativ til indsamlinger, ligesom flere har valgt at købe gavekort og årskort.
Vi ved jo, det er en svær tid for alle, og alligevel har så mange valgt at støtte os. Det er virkelig rørende og en uvurderlig opmuntring for os alle i Zoo.
Henrik Vesterskov Johansen, direktør, Aalborg Zoo
- Vi er taknemmelige for alle bidrag uanset beløbets størrelse. Det er først og fremmest helt fantastisk, at så mange mennesker tænker på os og gerne vil hjælpe, og vi havde slet ikke turde håbe på, at der ville komme så mange penge ind, siger Henrik Vesterskov Johansen.
Aalborg Zoo satser på at kunne åbne 8. juni.