Fartdjævel taget med 101 km/t på Vesterbro i Aalborg

En 18-årig mand fra Aalborg mistede kørekortet efter at have ræset gennem Aalborg.

De fleste udfordrer engang imellem de gældende fartgrænser. Men den 18-årige mand, der torsdag aften blev stoppet af Nordjyllands Politi var så langt over fartgrænsen, at det nu har kostet ham kørekortet.

Minimum 101 kilometer i timen blev den 18-årige taget i at køre på Vesterbro i Aalborg. Der er fartgrænsen såmænd ikke mere end 50 kilometer i timen, og det betyder, at den unge bilist kørte mindst dobbelt så hurtigt som tilladt.

Udover at miste sit kørekort og at skulle betale en bøde af en anselig størrelse - i omegnen af 6000 kroner - skal den 18-årige også give 500 kroner til offerfonden, fortæller Nordjyllands Politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland