Fem år bag tremmer: Storsvindler snød flere end 1000 personer
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Sagen har krævet hele 18 retsdage, og der har været indkaldt 80 vidner.
Den 21-årige Mohammad Muzzammil Samim er blevet idømt fem års ubetinget fængsel i en omfattende svindelsag.
Ifølge Nordjyllands Politi er der mere end 1000 forurettede i sagen, hvor den dømte lavede databedrageri for cirka 36 millioner kroner.
- Jeg er meget tilfreds med, at retten i dag valgte at følge anklagemyndighedens påstand. Denne sag er meget omfattende og har krævet et stort efterforskningsarbejde og et tæt og tværfagligt samarbejde mellem både politi, anklagemyndighed og civile specialkompetencer, siger specialanklager Mette Vestergaard fra anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi og tilføjer:
- Dommen afspejler, at der er tale om alvorlig økonomisk kriminalitet, og at det er en hovedgerningsmand, en bagmand, der har været tiltalt.
Sagen begyndte ved retten i Aalborg 4. marts, og der skulle hele 18 retsdage til, før der faldt dom. Hele 80 vidner har været indkaldt vedrørende de omtrent 5300 forhold, som anklageskriftet rummede.
Massive mængder data fra blandt andre Nets er blevet dokumenteret i retten, ligesom der er blevet gennemgået en lang række elektroniske koster sammenholdt med Mohammad Muzzammil Samims Snapchat-data.
Svindlede via falske hjemmesider og links i sms’er
Den 21-årige mand er dømt for bedrageri for over fem millioner kroner i forbindelse med drift af hjemmesider. Hjemmesiderne havde navne som Po1wer, Elgigantan og Elgigantenn.
Typisk reagerede de forurettede på et ’godt tilbud’ på en iPhone til 2999 kroner – et fiktivt tilbud og en vare, som efterfølgende ikke blev leveret.
Derudover var den dømte tiltalt for såkaldt smishing for over 30 millioner kroner ved at have sendt sms’er til de forurettede angående opdatering af deres NemID til MitID.
- I forbindelse med, at folk trykkede på et link, gav de reelt gerningsmanden deres MitID-koder og kortoplysninger. Derefter blev der så uden folks vidende foretaget handler på deres kort. Der blev købt dyre modegenstande, hotelophold, guldbarer og andet. Over 500 personer er vågnet op til en tømt konto, siger Mette Vestergaard
Blev anholdt i Spanien
Den nu dømte blev sigtet og fremstillet i grundlovsforhør første gang in absentia i januar 2023. Efterfølgende blev der udstedt en international arrestordre, som udmøntede sig i en anholdelse den 2. marts, hvor den 21-årige blev pågrebet og anholdt i Madrid af spansk politi.
Mandag den 13. marts fik Nordjyllands Politi udleveret den anholdte, som har siddet varetægtsfængslet frem til dommen i dag.
Misbrug af kreditkort kan forebygges
Politiets råd til at forebygge misbrug af kreditkort- og personlige oplysninger lyder:
Hold fast på dine personlige oplysninger
Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit MitID. Både dit MitID-brugernavn, MitID-kode og koderne fra dit fysiske nøglekort er personlige og må aldrig videregives.Vær kritisk, hvis du bliver bedt om at udlevere dine personlige oplysninger
Virksomheder eller offentlige myndigheder vil aldrig ringe eller skrive og bede dig om at udlevere dine personlige oplysninger.Søg selv hjemmesiden frem, og undgå falske links
Brug adressefeltet i din internetbrowser til at søge hjemmesider frem, hvor du skal indtaste personlige oplysninger, fremfor at klikke på et link, som du har modtaget på e-mail eller på sms. På den måde undgår du at klikke på et link til en falsk hjemmeside, som forsøger at stjæle dine personlige oplysninger.Kontakt selv virksomheden eller myndigheden
Hvis du bliver kontaktet over telefon, e-mail eller sms, og er det mindste i tvivl om henvendelsens troværdighed, så kontakt virksomheden eller myndigheden, som afsenderen udgiver sig for at være fra, og spørg ind til henvendelsen.Stol ikke på visningen af opkaldets telefonnummer eller afsendernavnet på sms'en
Svindlere kan ændre visningen af det telefonnummer, de ringer fra, så det er identisk med eksempelvis bankens eller politiets telefonnummer. Ligeledes kan de også finde på at ændre navnet på afsenderen af en sms.
Opret en kreditadvarsel på borger.dk
For at undgå misbrug af din identitet er det en god ide at indsætte en kreditadvarsel i CPR via borger.dk. En kreditadvarsel er en markering i CPR om, at du ønsker at advare mod, at der ydes lån og kredit i dit navn. Hvis en virksomhed har mistanke om identitetsmisbrug, kan en kreditadvarsel i CPR være med til at danne beslutningsgrundlag for, om virksomheden skal give afslag på lånansøgningen.
Kilde: Nordjyllands Politi