Festivalplads vandaliseret: Leder i chok

Det er ikke første gang de grønne arealer i Nibe er blevet udsat for hærværk. Denne gang var det Hestepladsen i Skalskoven, der stod for skud.

Store scener, campingområder og boder med mad og læskende drikkevarer. Hvis man beder folk om at tænke på Nibes grønne områder, er det nok det første, der falder ind hos mange nordjydere.

Disse grønne områder har, endnu engang, været udsat for hærværk. Flere biler har fræset rundt på plænen og ødelagt både stier, græs og naturliv. Peter Møller Madsen, leder for Nibe Festival, er i chok over handlingen.

quote Det er bare så unødvendigt, ligesom dem der kører på fodboldbaner. Og for hvad? Nogle få minutters sjov? Man kan blive så rasende over det. Og ked af det.

Peter Møller Madsen, leder for Nibe Festival

- Det er fuldstændigt formålsløst og dødfrustrerende. De er nogle dybe spor og de har også kørt på nogle stier, så det har været meget hårdt ved terrænet. Det er decideret ødelæggende for væksten deroppe. Det er bare så unødvendigt, ligesom dem der kører på fodboldbaner. Og for hvad? Nogle få minutters sjov? Man kan blive så rasende over det. Og ked af det, siger en berørt Peter Møller Madsen til TV2 Nord.

Trods Aalborg Kommunes tidligere indsats mod netop denne type vandaliserende akter, har det ikke kunne sætte en stopper for det.

- Der har igen, igen været vandaler inde på pladsen. Vi har i samarbejde med Aalborg Kommune lagt  sådan nogle stammer ned, for netop at undgå at hele lortet bliver kørt i smadder. De har så desværre bare ikke været store nok til, at de ikke bare kunne skubbe dem væk, fortæller Peter Møller Madsen.

Straffeloven § 291 - Hærværk

Ifølge straffeloven paragraf 291 betegnes hærværk som ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af ting, der tilhører en anden.

Straffen for hærværk vurderes efter det enkelte tilfælde, og straffen varierer fra bøde til fængsel på op mod 1 år og 6 måneder.  

 

Hvis der øves hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende paragraf, kan straffen stige til fængsel i 6 år.

 

Kilde: danskelove.dk

Sagen er overdraget til politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland