Fire spillere bliver en måned ekstra ved AaB

Patrick Kristensen, Jores Okore, Søren Tengstedt og Aramis Kouzine har forlænget deres kontrakt med en måned.

Kampene i 3F Superligaen er blevet skubbet med næsten tre måneder på grund af coronapandemien. For knap en uge siden blev Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening derfor enige om en aftale, som gør det muligt for spillere og klubber at spille sæsonen færdig med de nuværende trupper.

Aftalen betyder, at Patrick Kristensen, Jores Okore, Søren Tengstedt og Aramis Kouzine bliver en måned ekstra ved AaB.

Alle har forlænget aftalen frem til 31. juli 2020.

- Vi havde et håb og en formodning om, at der var en aftale på vej mellem parterne, og herefter har det heldigvis været en formalitet at få de fire forlængelser på plads, så vi kan gøre sæsonen færdig med den eksisterende trup, siger AaB’s sportschef Inge André Olsen.

Hvad der efterfølgende skal ske med de fire spillere, er AaB og spillerne lige nu i dialog om, fortæller sportschefen.

AaB er tilbage efter den lange pause 31. maj, hvor de møder Esbjerg fB på udebane.


Seneste nyt

fra Nordjylland