Flertallet har talt - nej tak til en tredje motorvejsforbindelse over Egholm
Foto: Vejdirektoratet.dk
Debatten om en motorvej over Egholm fortsætter.
Motorvej eller ej?
Flere politikere siger ja, mens borgerne siger nej til en tredje limfjordsforbindelse.
Det viser en ny meningsmåling foretaget af Jysk Analyse A/S.
Undersøgelsen er købt af Borgerbevægelsen sammen med Egholms venner og Trafikalt Folkeparti for cirka 25.000 kroner.
501 aalborgensere har deltaget i undersøgelsen, som er representativ, og som er foretaget i perioden 28. juni til og med den 4. juli 2023 som telefoninterviews.
Og flertallet viser tydeligt, at den nye forbindelse ikke falder i god jord.
For ifølge den ønsker 60 procent af de adspurgte ikke at få en ny motorvejsforbindelse over den lille ø, men i stedet at den nuværende motorvej bliver udvidet.
Modsat ønsker 28 procent at få en motorvej over Egholm. De resterende har ikke taget stilling.
Men på Christiansborg ville en meningsmåling nok vise det modsatte.
Kun Enhedslisten, SF og Alternativet følger aalborgenserne trop og siger nej tak til en motorvej over Egholm.
Forurener naturen
Debatten om en tredje limfjordsforbindelse har raset i mange år.
For at lette presset på E45-forbindelsen over Limfjorden blev en ny forbindelse fra Svenstrup i Syd til Vestbjerg i Nord foreslået, og siden har der været stor uenighed om projektet.
Det helt store dilemma - naturen.
Et af problemerne er nemlig, at det vil ødelægge noget af naturen og dyrelivet på Egholm.
Og inddragelsen af naturen er da også dét, som 37 procent af de adspurgte svarer som en bekymring, mens det blandt andet også er CO2-udledning, truede dyrearter, drikkevandsforurening, asbestforurening, vejstøj eller andet.
Der kan dog være forskellige usikkerheder forbundet med meningsmålingen.