Fly forsinket fra Aalborg: Fugl fløj ind i motoren

Et Norwegian-fly blev onsdag morgen forsinket på sin rute fra Aalborg til København, efter en anden af himlens beboere fløj ind i motoren.

Mange ting kan gå galt, når et fly skal afsted. Onsdag morgen måtte passagererne, der skulle med Norwegians fly fra Aalborg klokken 8.40, vente en ekstra time, fordi en fugl havde fundet sin vej ind i flyets ene motor. Det skete, da flyet kørte fra landingsbanen ind mod teminalbygningen i Aalborg. 

En tekniker blev tilkaldt, der skulle undersøge om flyets motor havde taget skade, hvilket ikke var tilfældet. Herefter skulle motoren så rengøres for resterne af den stakkels fugl, der var havnet inde i  flyets store motor.

Efter en lille times forsinkelse kunne flyet klokken 9.30 så lette og drage afsted på sin planlagte rute mod København.  


Seneste nyt

fra Nordjylland