Første udsolgt i ti år – AaB’ere dybt skuffet over rundbarbering
Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD
Trods europæiske tømmermænd og et ’elektrisk’ stadion kunne AaB ikke true Brøndby.
Av, for en afklapsning.
0-4.
AaB var reelt ikke i nærheden af Brøndby, der rejste sig ovenpå den polske Europa-skuffelse i torsdags.
- Lortefølelse
Der var ellers lagt op til nordjysk folkefest, men optakten og setuppet med det første udsolgte Aalborg Stadion siden The Double for 10 år siden blev ikke gengældt.
Det erkender AaB-spillerne også selv:
- Lortefølelse, siger Oliver Ross.
- Trist, supplerer anfører Mathias Jørgensen, der starter med netop at adressere fansene for en fantastisk kulisse:
- Tusind tak. Det var elektrisk. Vi er triste over vi ikke leverede bedre, men vi må også rose Brøndby. De var bedst i 90 minutter, så det var vist en fortjent sejr, siger Mathias Jørgensen.
Godkender start
Både han og Oliver Ross, der begge kom på måltavlen i mandagens sejr mod Viborg, er enige i at støtten har været upåklagelig, også søndag aften.
0-4 mod Brøndby er normalt heller ikke noget, der falder i god jord i og omkring Aalborg
Det store nederlag mod sidste års mesterskabsaspiranter rykker heller ikke på, at han mener AaB har fået en god start.
- Seks point er vel okay. I dag mødte vi et godt hold, men det ændrer ikke på, at vi har fået en god start, mener Oliver Ross.
Mathias Jørgensen, der havde selv svært ved at blive afgørende farlig som mod Viborg, er trods afklapsningen enig.
Til gengæld håber han at lige så mange møder op for at se AaB vaske søndagens blå-gule plet væk:
- Jeg håber de kommer igen på fredag, for vi har i hvert fald noget at bounce back på, siger anføreren med henvisning til endnu en klassiker, når AGF fredag gæster Aalborg Stadion.