For få kvinder? Nordjyderne mener, at det er tid til flere
TV2 Nord spurgte flere deltagere ved årets Nibe Festival, hvad de tænkte om, at der var få kvinder på årets plakat.
Mens Roskilde festival har haft særligt fokus på at have flere kvindelige artister, så hænger Nibe Festival efter.
I år er der nemlig en overvægt af mandelige artister på plakaten, og det er noget, som flere nordjyske festivalsgæster tænker over.
- Det er faktisk noget, jeg har tænkt meget på, og jeg synes, det er ærgerligt at Nibe ikke gør mere, konstaterer Anne Kragh.
- Jeg synes helt bestemt, at tiden er til, at man begynder at forholde sig til det. Jeg synes, det er fedt, at der er mange forskellige festivaler og også mange spillesteder, der begynder at tage stilling til det. Og jeg synes helt sikkert, vi skal tage det seriøst, når de kvindelige kunstnere melder sig på banen og siger, at der er nogle problemer, og at de har brug for at få et puff i ryggen, så synes jeg helt sikkert, vi skal give dem det, bakker Maja Sønderskov op.
- Altså hvis man sammenligner med for eksempel Roskilde, som har prioriteret det, så er det jo ikke imponerende, tilslutter Mathilde Holmgaard.
Dog er det ikke alle, der har givet antallet af kvinder på årets plakat en tanke.
- Altså, jeg må indrømme, det ikke er noget, jeg har sat mig ind i, hvor mange der lige er. Men jeg tænker og håber da, at de har lavet en eller anden undersøgelse af, hvad folk gerne vil høre, og så har de lavet lineup efter det. Men jeg tænker da, at man burde have det i sine tanker, når man laver et lineup, at man prøver at gøre det nogenlunde retfærdigt, pointer Magnus Mikkelsen.
Derfor er det vigtigt
De deltagende ved årets Nibe Festival er også allesammen enige i, at det er vigtigt, at man sætter fokus på mere lighed indenfor området.
- Jeg synes jo generelt, at man burde tage ansvar for at få mere ligestilling inden for den branche, og prioritere at få nogle flere kvindelige kunstnere ind. Det handler jo både om dem, der booker, men også om at kunne finde nogle talenter, der har lyst til at være med på festivalerne, forklarer Mathilde Holmgaard.
- Det er vigtigt, da det jo generelt er en måde at vise, at man gerne vil indkludere alle, og det er jo bare vigtigt med noget diversitet, tilslutter Anne Krage.
- Det er jo hele vejen rundt. Der er ikke rigtig nogen steder i samfundet, hvor det ikke er vigtigt, at vi alle sammen er repræsenteret, og at vi alle sammen har en stemme i vores samfund. Det er lidt det, vores demokrati går ud på, at alle skal være en del af det. Og det gælder også musikbranchen, pointer Maja Sønderskov.