Forårets komme fejres i AKKC
Foto: Aalborg Kongres & Kultur Center
Foråret er på vej og det fejres lige nu i Aalborg Kultur og Kongres Center med en messe. Her kan du finde alt til hus, have og som noget nyt også til småbørn.
I denne weekend fejres foråret i Aalborg Kultur og Kongres center. Forårsmessen 2016 er nemlig i gang. Arrangørerne regner med at omkring 20.000 vil lægge vejen forbi inden messen slutter søndag. Her vil de mange gæster få inspiration til have, hus og mad. Som noget nyt er der også inspiration at hente til de alleryngste.
I Europahallen løber Småbørnsmessen2016 over stablen. En messe, der indeholder alt den inspiration, man kunne tænke sig, hvis man har bør i sin omgangskreds. Her er blandt andet foredrag med familievejleder Lola Jensen og tv-værten Thomas Skov Gaardsvig, der fortæller om det at blive far.
Småbørnsmessen er dog ikke den eneste nyhed, der er på forårsmessen. Forårsmessen 2016 kommer til at indeholde en F16 flysimulator, som bliver opstillet på forpladsen ved AKKC. Den skulle eftersigende være så virkelighedstro, at den kan benyttes af forsvaret til pilottræning.
Foruden nyhederne byder forårsmessen på inspiration på alt fra design til velvære. Der er som i de foregående år mulighed for at se, prøve, røre og smage på sagerne, der er udstillet ved de omkring 200 stande.
Både TV2Nord og Club Nord er også at finde på messen. Du kan møde værter og hovedpersoner fra nogle af de mange programmer og vinde store præmier.
Entré:
Det koster 60 kroner for voksne og 40 kroner for pensionister og studerende. Børn til og med 13 kommer gratis ind på messen.