Formand glæder sig over tv-aftale: - Det er fantastisk for vores sport

Når den nye sæson begynder i den danske liga i amerikansk fodbold, vil nogle af kampene blive vist på tv. Formanden for den nordjyske klub AaB 89'ers glæder sig over den nye tv-aftale.

Det er en god nyhed, de i denne uge har fået i AaB 89'ers, som er den eneste nordjyske klub i den danske liga i amerikansk fodbold, National Ligaen. Der er nemlig blevet indgået en tv-aftale, som betyder, at kampe fra National Ligaen i den kommende sæson vil blive vist på tv-kanalen SPORT LIVE, som kan ses i cirka 250.000 danske husstande.

- Det er fantastisk, at vores sport kan komme ud lidt mere bredt i befolkningen, så for os er det en rigtig god nyhed, siger Finn Brandsen, der er formand for AaB 89'ers.

Udvalgte grundspilskampe fra National Ligaen, som efter planen har sæsonstart i foråret, vil blive vist i tv lørdag aften, mens de øvrige kampe kan streames. Semifinalerne og finalen, der går under navnet Mermaid Bowl, vil også blive vist på den landsdækkende tv-kanal.

Kan bringe flere penge ind i sporten

Det er afgørende for sportens muligheder for at vækste, at kampene i National Ligaen kan ses hjemme fra sofaen. Det giver nemlig klubberne bedre muligheder for at skabe et solidt økonomisk fundament.

- Vi ser gerne, at der kommer lidt flere penge ind i sporten. Der er et stykke arbejde, der skal gøres, men vi får lige pludselig et produkt, hvor vi kan promovere vores samarbejdspartnere på tv, så der kommer højst sandsynlig flere penge ind i sporten, siger Finn Brandsen.

Amerikansk fodbold - eller football, som sporten også kaldes - stammer, som navnet antyder, fra USA. Kampene i den amerikanske football-liga NFL vises i det meste af verden, og ligaens årlige finale - Super Bowl - har omkring 150 millioner seere på verdensplan.

Har brug for flere klubber

I Aalborg håber formanden for AaB'ers at den nye tv-aftale kan være med til at give sporten yderligere vind i sejlene i Danmark, hvor mange tv-seere har fulgt med i NFL, siden TV 2 Zulu i år 2000 begyndte at sende kampe fra ligaen.

- Det næste skridt er nok, at vi får flere hold i National Ligaen, og at flere danske spillere kommer på college i USA og dermed kan komme op på NFL-niveau. Vi har allerede spillere omkring NFL i dag, så vi er godt på vej med det arbejde, der allerede er lavet, siger Finn Brandsen.

AaB 89'ers er på nuværende tidspunkt den eneste nordjyske klub i National Ligaen, som består af fem hold. Hvis andre nordjyske klubber har mod på at starte et football-hold, må de gerne henvende sig til Aalborg-klubben.

- Hvis der er andre nordjyske klubber, der gerne vil starte op, så vil vi gerne bidrage til at hjælpe dem i gang, siger Finn Brandsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland