Formodet voldtægtsmands cykel er ikke enestående alligevel: - Det gør det sværere at finde ham
Foto: Nordjyllands Politi
Sædet på cyklen er sort/grå, når det røde overtræk er væk.
Cyklen er blevet stjålet omkring 1. oktober i Ø-gadekvarteret.
Det er nu snart halvanden uge siden, at to voldtægtssager fandt sted i Østerådalen i Aalborg.
Efter at have udsendt flere billeder og videoer af den formodede gerningsmand, er det stadig ikke lykkes Nordjyllands Politi at finde ham.
Derfor offentliggjorde de i går billeder af den karakteristiske cykel, han er blevet set cykle rundt på i dagene efter voldtægten og voltægtsforsøget.
Men det har ikke gjort det nemmere.
- Vi var af den klare overbevisning, at det var en one of a kind-cykel. Den gule spraymaling lignede umiddelbart noget, der var hjemmelavet, siger Carsten Straszek, der er efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi.
Men det var den så ikke.
For politiet er nu blevet gjort opmærksom på, at cykelproducenten SCO har lavet mange af den slags røde cykler med gule spraymalingaftegninger.
Og det har fået gang i borgernes henvendelser.
- Der er virkelig mange, der har set den cykel. Men det er jo klart, når der er lavet så mange af dem. Og det besværliggør det selvfølgelig, siger han.
Alle henvendelser fra borgere bliver fulgt op, og hvis der ikke er nogle, der fører noget brugbart med sig, er der stadig håb for de tekniske undersøgelser, fortæller efterforskningslederen.
- Formentlig får vi nogle forskellige beviser, som vi kan efterforske på. Måske er vi endda så heldige, at vi kan få en DNA-profil, vi kan arbejde ud fra.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 1-1-4.