Forsøgte at råbe hjemmeplejen op: På dag ni var såret fuld af mider
Over et forløb på ni dage gik 96-årige Esther Terkelsen fra blot at have et sår til et sår fyldt med mider.
Demente 96-årige Esther Terkelsen havde et åbent kræftsår i hovedet. Ni dage senere var det fyldt med mider.
Annie Kristensen fra Sæby synes egentligt lidt, det er at udstille sin mor, når hun overhovedet fortæller denne her historie.
Men omvendt kan hun ikke leve med den behandling, som hendes mor har fået af hjemmeplejen i Aalborg Kommune.
- Jeg synes jo, det er forrykt. Det er langt ude over alle grænser for respekt og værdighed. Det er ikke rimeligt, at vores ældre skal ligge med mider i såret, når de bliver gamle, fortæller en harm Annie Kristensen.
Der er blod på hende, der er blod på hele sengen - det var et frygteligt blodbad
Annie Kristensen
Sagen med hendes mor begynder søndag den 21. maj, og over et forløb på ni dage forsøger Annie Kristensen at råbe hjemmepleje- og sygeplejersker i kommunen op. Men lige lidt hjælper det.
Hendes mor Esther Terkelsen er dement og har været det i cirka ti år. Alligevel boede hun frem til hendes død 7. juni i egen bolig på Fredericiagade i Aalborg.
Her kommer datteren Annie Kristensen på besøg så ofte, som det er muligt.
- Da jeg kom den dag, bemærkede jeg, at hendes kræftsår væskede og lugtede grimt af dødt væv. Her opfordrede jeg hjemmeplejen til at sætte en bandage på, men det ville de ikke, fordi de sagde, det blev for smertefuldt for hende, når det skulle af.
Ramt af håbløshed og fortvivlelse
Der går to dage, før Annie Kristensen igen kommer på besøg hos sin mor Esther. Nu er lugten fra såret endnu værre, og 96-årige Esther er på trods af sin demens i øjeblikke bevidst om det.
- Hun siger blandt andet, at det klør, og hun siger, 'jeg har også et sår deroppe'. Hun er ked af det og ligger meget uroligt i sengen. Derfor får jeg også ringet til lægen og ordineret noget beroligende medicin.
Hun opfordrer igen hjemmeplejen og sygeplejerskerne til at lægge en bandage på. Men såret skal holdes åbent og tørt, er beskeden.
- Men det er det jo ikke, når det væsker fra det, og der er dødt væv, siger Annie Kristensen, der har en sundhedsfaglig uddannelse.
Nu går der fem dage, inden Annie Kristensen igen besøger sin mor Esther. Men denne gang bliver hun mødt af et chokerende syn.
Esther Terkelsen har nemlig kløet sig i såret hele natten. Nu er såret nemlig fyldt med mider. MANGE mider.
- Jeg finder min mor i et blodbad i sengen. Der er blod på hende, der er blod på hele sengen - det var et frygteligt blodbad. Hendes faste hjemmehjælper var noget ked af det og chokeret. Der var også en assistent med, som observerede miderne, og hun sagde, at hun havde aldrig havde set lignende.
- Jeg bliver ramt af en følelse af håbløshed og fortvivlelse, at man ikke bliver hørt og lyttet til. Og deres begrundelse har været så misvisende og dårlig, at det er under lavmålet for faglighed.
Rådmand beder om redegørelse
Miderne der nu er i Esthers sår kan ikke skylles ud. De bider sig fast, så de må fjernes manuelt - med en pincet.
Det tager cirka en uge at rense såret.
- Og så snakker vi vistnok om smerter, siger Annie Kristensen med henvisning til, at dem, der kommer i morens hjem, ikke ville sætte en bandage på til at starte med af frygt for netop smerter.
- Og hvor har nattevagten været? Har vedkommende overhovedet været der?, spørger Annie Kristensen retorisk.
Efter sin mors død har Annie Kristensen henvendt sig til rådmanden på ældreområdet, Kristoffer Storm. Fortællingen gør stort indtryk.
- Såret ser grimt ud. Og en borger med så stort et sår kan man ikke overse, hvis man ikke har behandlet det sår i over en uge, så er det helt galt, siger rådmand for ældreområdet Kristoffer Storm (DD).
Han har derfor bedt om en redegørelse i sagen.
- Jeg tænker, at jeg har brug for at finde ud af, hvad der er det mest ordentlige at gøre. Både for Annie men også for de medarbejdere vi har i hjemmeplejen. Det gør indtryk, og hvis tingene er foregået på den måde, som Annie beskriver det, så må det slet ikke ske, siger rådmanden.
- Man må aldrig komme i en situation, at det er det, vi tilbyder i Aalborg Kommune. Det går ikke. Jeg ville ønske, jeg var blevet bekendt med sagen tidligere.
Og tilbage sidder Annie Kristensen med en ubehagelig følelse i kroppen over, hvad hjemmeplejen byder dem, som ikke har stærke pårørende, der råber op.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
Og hvad den kommer til at byde hende, hvis hun engang får brug for hjælp.
- Jeg synes, det er så frygteligt. De står i en meget svær situation, og jeg tør ikke tænke på, hvad der kan ske med dem. Hvad de på grund af travlhed og andre undskyldninger bliver budt, siger Annie Kristensen.
- Det er så langt ude i forvejen, at det næsten ikke kan blive værre. Det er et frygtindgydende fremblik i, hvordan og hvorledes det vil se ud til den tid – hvis hjemmeplejen overhovedet eksisterer, når jeg får brug for hjælp.