Forsvarsministeren: Redningshelikopteren bliver i Aalborg
Foto: Thomas Jensen
I forbindelse med regeringens nye forsvarsudspil, der blev præsenteret onsdag, er det besluttet at bevare redningshelikopteren i Aalborg, fortæller Claus Hjort Frederiksen.
Der har i den seneste tid været en del uro omkring redningshelikopteren i Aalborg, efter en analyse viste, at fjernelsen af helikopteren kunne effektivisere Forsvaret. Derfor blev det overvejet at fjerne de to redningshelikoptere i Aalborg og Skødstrup og sætte én i Karup i stedet.
Men efter regeringen onsdag præsenterede sit nye forsvarsudspil, fortæller forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (Venstre), at staten beholder helikopteren i den nordjyske hovedstad.
- Nu har vi kigget på det, og det forslag er pillet af bordet. Det vil fortsætte uændret med helikopter i Aalborg, i Skødstrup og i Roskilde, siger Claus Hjort Frederiksen.
Beslutningen glæder rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Thomas Krarup (Konservative), der har arbejdet for at beholde helikopteren i Aalborg.
- Vi har en geografi, som er helt anderledes end mange andre steder i Danmark. Helikopteren er en vigtig forsikring i Nordjylland og kan både bruges til at redde nødstedte sejlere og flyve patienter til andre hospitaler, siger Thomas Krarup.
Rådmanden peger dog på, at der endnu blot er tale om et udspil, og derfor er helikopteren endnu ikke en garanti, selvom Claus Hjort Frederiksen siger det. Han er dog fortrøstningsfuld omkring ordningen.
- Jeg tror ikke, den er i fare længere, men vi er nødt til at fortsætte med at gøre opmærksom på, hvor tvingende nødvendig helikopteren er. De oplysninger, jeg har fået, lyder på, at staten kun kunne spare et mindre to-cifret millionbeløb på at fjerne helikopteren, og det er ikke særlig mange penge i forhold til, at regeringen vil bruge flere milliarder kroner på Forsvaret, siger Thomas Krarup.