Fra Vester Hassing til Asien: Verdens dyreste vin solgt til over 2 millioner kroner
Foto: Jeppe Hostrup / TV2 Nord
Nordjyske RareWine Trading har netop solgt den dyreste flaske vin, der var udbudt til salg på det åbne marked. En flaske Romanée-Conti fra 1999 til den nette sum af 2,4 millioner kroner.
Dyre dråber. Så enkelt kan den flaske Romanée-Conti fra 1999 vel bedst beskrives.
Flasken - der indeholder seks liter - er netop blevet solgt for 2,4 millioner kroner eksklusiv moms, og det gør den til verdens dyreste flaske til salg på det åbne marked.
Virksomheden bag handlen er nordjyske RareWine Trading, der har lager i Vester Hassing.
En skat som denne er kun til låns, men der er alligevel nu noget ganske særligt over at handle en vin så sjælden som denne
Mads Jensen, CEO, RareWines handelsselskab
Køberen er en asiatisk samler, og vedkommende valgte at svinge VISA-kortet et halvt år efter, RareWine Trading satte flasken til salg.
Han kan dermed være den eneste ejer af netop den særlige seks liters-vin, som kun er produceret i otte udgaver. Og faktisk ved ingen, om der stadig er flasker tilbage - eller om de er drukket.
Ifølge den nordjyske trading-virksomhed har der været stor opmærksomhed omkring flasken, lige siden man bragte den til lokalerne i Vester Hassing.
Allerede da flasken kom i RareWines besiddelse i midten af 2020 og udbudt til salg var det under stor bevågenhed fra connaisseurs og vinmedier fra hele verden.
- Vi lever af at købe og sælge verdens mest eksklusive vine på daglig basis, og således har det hele tiden været hensigten, at også denne flaske skulle sælges videre til den rette køber. En skat som denne er kun til låns, men der er alligevel nu noget ganske særligt over at handle en vin så sjælden som denne, fortæller Mads Jensen, der er CEO i RareWines handelsselskab.
RareWine har eksisteret siden 2006 og handler typisk vin med kinesiske samlere, vininvestorer og konsumer.
Koncernen omsætter for knap en halv milliard kroner, hvoraf godt 95 procent er eksport.