Fuld gevinst til AaB for første gang i slutspillet

Efter en livlig 1. halvleg lykkedes det for AaB at slå AGF i Aarhus med 4-1.

AaB fik en god optakt til onsdagens pokalfinale, da de fredag aften slog AGF med 4-1 på aarhusianernes hjemmebane. Det var dog hjemmeholdet, der dominerede fra start, og AaB havde det svært mod AGF, der kom med fire ligasejre på stribe i bagagen.

Men fra det 38. til det 44. minut scorede AaB tre gange, og det var nok til en sejr, før de onsdag står over for SønderjyskE i pokalfinalen.

Første mål stod Rasmus Thelander for med en smuk hovedstødsscoring, og bare to minutter efter satte Tom Van Weert foden på et perfekt indlæg fra norske Iver Fossum.

Selvsamme Fossum sluttede den stærke AaB-periode med at flugte en nedfaldsbold fra et hjørnespark i nettet fra lang afstand.

Jakob Ankersen fra AGF fik reduceret på hovedstød lige inden pausen.

I 2. halvleg pressede AGF på, og det gav sig blandt andet udslag i en stor hovedstødschance til den tidligere AaB-spids Nicklas Helenius.

I stedet lukkede Søren Tegnstedt kampen direkte på frispark.

Onsdag står den så på pokalfinale, og her på TV2 Nord er vi med hele dagen, hvor vi laver diverse optakter fra turen til Esbjerg, og selvfølgelig også er klar når kampen fløjtes i gang klokken 20.00. 


Seneste nyt

fra Nordjylland